Du kan få mere at vide om international inkasso ved at kontakte dit pengeinstitut.
International inkasso
International inkasso er en hurtig og enkel betalingsform, der mindsker dine risici, når du handler på de internationale markeder.
International inkasso er en form for kredit, du opnår hos en leverandør/eksportør. Det er en mulighed, hvis du ikke kender din handelspartner godt nok til, at du vil overlade ham varen, før du har fået betaling.
En inkasso er kun en garanti for, at du modtager betaling, inden importøren får udleveret varen. Derfor bør du undersøge importørens kreditværdighed, inden du indgår en inkassoforretning første gang.
En form for kredit
International inkasso er en hurtig og enkel betalingsform, der mindsker dine risici, når du handler på de internationale markeder. International inkasso er en form for kredit, du opnår hos en leverandør/eksportør, eller en kredit din virksomhed selv stiller over for en anden virksomhed/importør.
Ved inkasso udstedes et dokument, som importøren skal have i hænde for at få udleveret sine varer. Sikkerheden består i, at dokumenterne ikke udleveres til importøren, før importøren har betalt eller accepteret en veksel.
Hvem kan bruge tilbuddet?
Der er ingen særlige krav til branche, virksomhedens størrelse eller omsætning.
Hvor meget kan man få?
Der er principielt ingen øvre grænse i en inkassoforretning - det afhænger af, hvad du og din samhandelspartner aftaler.
Hvad kræver det?
En international inkasso er en aftale mellem dig og din samhandelspartner. Derfor er det meget individuelt, hvad der kræves. Du bør dog undersøge din handelspartners kreditværdighed. Det kan dit pengeinstitut eller et kreditvurderingsselskab hjælpe dig med.
Hvordan søger man?
En international inkasso er udelukkende en aftale mellem dig og din samhandelspartner. Man søger derfor ikke om en inkasso.
Hvordan er forløbet?
Her kan du se forløbet i en inkassoforretning:
- Kontrakten afsluttes mellem importør og eksportør
- Eksportøren sender dokumenter til sit pengeinstitut sammen med instruktioner om udlevering af varen
- Eksportørens pengeinstitut sender dokumenterne til importørens pengeinstitut med instruktion om, at dokumenterne kan udleveres mod betaling eller accept af en veksel
- Importørens pengeinstitut udleverer dokumenterne til importøren, når betingelserne er opfyldt
- Eksportøren modtager betaling.
