Valutakassekredit
En valutakassekredit er en konto i fremmed valuta med en kredit.
Fordelen ved en valutakonto med valutakassekredit er, at du ikke skal veksle, når du skal betale i den fremmede valuta.
En valutakassekredit minder meget om en almindelig erhvervskredit. Fordelen ved en valutakonto med valutakassekredit er, at du ikke skal veksle fra danske kroner, når du skal betale i den fremmede valuta. Det sparer gebyrer.
Du kan som regel få en valutakonti i de mest omsatte valutaer som fx euro, USD og yen. Kontoens kreditmaksimum aftaler du med banken.
Hvem kan få en valutakassekredit?
Der er ingen særlige krav til branche, virksomhedens størrelse osv. Pengeinstitutter vurderer hver ansøger individuelt.
Hvor meget kan man få?
Størrelsen på en valutakassekredit afhænger af din virksomheds kreditværdighed, dvs. virksomhedens evne og vilje til at tilbagebetale lån og kreditter.
Pengeinstituttet vurderer din virksomheds behov for kredit ud fra budgetterne for den kommende driftsperiode - især likviditetsbudgettet - og forretningsplanen.
Hvilke krav stiller pengeinstituttet?
Kreditvurderinger er individuelle, og derfor er det forskelligt, hvad et pengeinstitut vil have af oplysninger, når de skal kreditvurdere en virksomhed. Af typiske oplysninger, som indgår i en kreditvurdering, kan dog nævnes:
- Forretningsgrundlag/virksomhedsstruktur (oplysninger om idégrundlag, produkter, konkurrenter, kunder, styringssystemer m.v.)
- Regnskaber
- Budgetter med budgetforudsætninger, herunder likviditetsbudgetter
- Sikkerheder.
Desuden vurderer pengeinstituttet, om de nødvendige ledelseserfaringer er til stede i virksomheden.
Hvis pengeinstituttet vurderer, at virksomheden er bæredygtig og kreditværdig, tager pengeinstituttet stilling til, hvor stor en del af risikoen det vil påtage sig. Den risiko har også betydning for, hvilken sikkerhed virksomheden skal stille for et lån.
Du aftaler selv med dit pengeinstitut, hvilken sikkerhed du skal stille for en valutakassekredit.
Hvordan søger man?
Når du søger om en valutakassekredit, fungerer det på samme måde, som når du søger om en almindelig erhvervskredit. Du tager kontakt til en erhvervsrådgiver i din bank og aftaler et møde.
Hvor lang tid går der?
Det er individuelt, hvor lang tid der går, fra du søger om kredit, til kreditten er oprettet.
