Ændringer i kontrakten
Det er en god idé at aftale, at ændringer og tilføjelser til aftalen skal ske skriftligt for at have gyldighed. Så undgår du uenighed.
Det er også en fordel at skrive aftaler om gyldighed og opsigelsesvarsel ind i kontrakten.
Ændringer og tilføjelser
I kontrakten kan du fx skrive: Ændringer og tilføjelser til denne aftale skal være skriftlige og underskrevet af begge parter for at være gyldige.
Gyldighed af kontrakt
Du kan fastsætte en hvilken som helst gyldighedsperiode for aftalen, men da begge parter har behov for klarhed omkring samarbejdsforholdene, bør gyldighedsperioden være relativt lang eller på ubestemt tid.
Det skyldes dels, at agenten skal bruge tid og kræfter på at bearbejde og udvikle det marked, produkterne skal afsætte på, og der kan gå nogen tid, før agenten opnår en reel indkomst via provision fra dette marked. En relativt lang kontraktperiode medfører, at du er sikret afsætning af dine produkter et stykke tid ud i fremtiden.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Denne aftale er gældende fra d. xx og kan opsiges skriftligt med et varsel på x måneder.
Opsigelsesvarsel
I bør altid aftale, hvornår og under hvilke omstændigheder kontrakten kan opsiges. I loven om handelsagenter er der indført beskyttelsesregler i form af opsigelsesvarsler, hvis aftalen er indgået på ubestemt tid.
Som udgangspunkt kan I ikke aftale kortere varsler end dem loven foreskriver for aftaler indgået på ubestemt tid. Det første år kan aftalen ifølge loven opsiges med en måneds varsel. Efter to år er opsigelsesvarslet to måneder, og sådan forlænges varslet, til aftalen har varet seks år. Herefter har man højst ret til seks måneders opsigelsesvarsel, også selv om aftalen varer længere end seks år.
Parterne kan aftale længere opsigelsesvarsler, men som agenturgiver må du aldrig have kortere opsigelsesvarsler end agenten. Der er dog den undtagelse, at I kan aftale, at agenten kan opsige aftalen med tre måneders varsel, selv om aftalen har varet mere end tre år.
Du kan fx skrive i kontrakten:
- Denne aftale er gældende fra d. xx.
- Opsigelse sker efter hovedreglen i lov om handelsagenter.
- Ved ophør af aftalen skal agenten returnere det materiale og de produkter, som denne måtte besidde og som tilhører agenturgiver.
Kære panel ! Jeg udfører arbejde med hulmursisolering. Må jeg rette direkte telefonisk kontakt til f ...
VI er et lille firma der producerer tøj til babyer. Vi vil gerne sælge tøjet til etableret børnetøjs ...
