Aftaleindgåelse
Når du er nået til enighed med køberen, skal aftalen om ejerskiftet på plads. I den forbindelse skal køber have mulighed for at gennemføre en såkaldt due diligence.
En due dilligence giver køberen indsigt i virksomhedens interne forhold. Det begrænser købers risici, minimerer risikoen for erstatningskrav og giver dig bedre mulighed for at forhandle pris.
Enigheden mellem dig og køberen af din virksomhed dokumenteres i en salgsaftale, der undertiden udmøntes i en endelig juridisk overdragelsesaftale.
En salgsaftale fastlægger vilkårene for salget af din virksomhed. Det vil udover prisen være betalingsbetingelser, overdragelsestidspunkt, konkurrenceklausuler og vilkår for din eventuelle fremtidige rolle i virksomheden.
Begræns købers risici
Undervejs i forhandlingerne skal alt frem på bordet. Intet skal være skjult for køberen – heller ikke selvom køberen er en konkurrent. Hvis du lægger tingene frem, kan du bedre forhandle pris. Og samtidig undgår du erstatningskrav fra køber, efter at handelen er afsluttet.
Due diligence
Giv køberen adgang til at gennemføre en såkaldt due diligence. Formålet med denne er at afdække forhold, som ikke er fremgået af det materiale, som sælger har fremlagt for køber. Det kan medvirke til at prisen bliver reguleret, både i op- og nedadgående retning, afhængig af, hvad der kommer frem i denne fase. Due diligence gennemføres undertiden sideløbende med forhandlingerne om aftalevilkår og pris.
Due diligence indebærer, at køberen – eller køberens revisor, advokat eller anden rådgiver – får mulighed for at se de kontrakter, der er indgået i din virksomhed. Det kan være kontrakter indgået med kunder og leverandører. Men det er også huslejekontrakter, ansættelseskontrakter, regnskaber, selvangivelser og dokumentation for værdien af virksomhedens maskiner og andet materiel. Det kan også være fordelagtigt at få foretaget en miljømæssig og en teknisk due diligence.
Din revisor kan hjælpe med at udarbejde materialet til den finansielle due diligence og din advokat med den juridiske due diligence.
Det vil ofte være købers advokat og revisor, som sammen med udvalgte medarbejdere fra købers virksomhed står for at gennemføre en due diligence-undersøgelse.
Fortrolighed
Allerede tidligt i forhandlingerne bør køberen underskrive en fortrolighedserklæring (se afsnittet om Forhandlingsmøder <link>). Du kan ikke undgå, at køber får viden om din virksomhed, som han kan bruge. Men du kan forhindre, at han fortæller andre om det.
Søg rådgivning
Få altid professionel hjælp hos din advokat til udformning af aftaler, kontrakter mv. Få din revisor til at regne på tallene.
