Markedsføring på Google
Du kan have nok så flot en hjemmeside og helt perfekte produkter – men hvis kunderne ikke finder frem til dig, er du lige vidt.
Google AdWords har den fordel frem for traditionelle bannerreklamer, at du møder kunden netop i det øjeblik, vedkommende har brug for en specifik ydelse. Der findes andre udbydere af søgeordsannoncering heriblandt Yahoo, men Google har i Danmark næsten monopolstørrelse på markedet. Udover Google AdWords bør du også tænke på søgemaskineoptimering.
Målrettet reklame på Google
Når man søger på din virksomhed eller på dit produkt på Google, er din placering i søgeresultatet altafgørende for trafikken på din hjemmeside. Selvfølgelig er det bedst at være nummer et på listen over søgeresultater, men det er ikke altid muligt, fx hvis du ønsker at være nummer 1, når man søger på ”revisor”. Et alternativ er derfor at betale sig til at få en annonce vist, når brugeren søger efter en revisor. Det system kalder Google for Google AdWords.
Google AdWords
Med Google AdWords kan du målrette din reklame til personer, som søger præcist på det, du sælger. AdWords vises som en del af søgeresultaterne på Google, men du kan også vælge at få vist dine annoncer på det, som Google kalder Indholdsnetværk.
Indholdsnetværk er sider som udover eget indhold også viser reklamer fra Google AdWords. Det kan fx være en hjemmeside om lystfiskeri, som samtidig viser reklamer for forhandlere af lystfiskergrej.
Når du har oprettet en profil til Google AdWords, kan du skrue på en række parametre, der påvirker, hvor meget trafik, kampagnen resulterer i – og i sidste ende, hvor meget, du sælger. Du kan have en eller flere kampagner og under hver kampagne kan du have en eller flere forskellige annoncer.
Læs mere om Sådan fungerer en annoncekampagne
Det er en rigtig god idé at bruge flere forskellige annoncer til samme kampagne, fordi du så får erfaring med, hvad der virker, og hvilke annoncer, brugerne ikke klikker på. Du kan præcist følge med i, hvor mange gange en annonce bliver vist, og hvor mange, der klikker på den.
Til hver annonce skal du vælge, på hvilke søgeord, den skal vises. Her skal du være meget specifik. Du kommer til at spilde mange kroner på at vælge søgeordet ”reservedele” i stedet for at være specifik og vælge ”reservedele til mountainbikes”.
CPC - den kontaktpris, du er villig til at byde
Når du bruger AdWords giver du er bud på, hvor meget du er villig til at betale for, at Google henviser en potentiel kunde til din hjemmeside. Hvis du i øjeblikket byder 3,00 kr., og din annonce kun vises sjældent og måske først på side to eller tre, kan du øge dit bud og dermed opnå en bedre placering af din annonce.
Du skal være opmærksom på, at arbejdet ikke er gjort, når du har sat dine kampagner op. Det kan nemlig hurtigt blive en voldsom udgift for din virksomhed, hvis du ikke løbende følger op på dine annoncer og dine omkostninger. Du skal også hele tiden være opmærksom på, om dine annoncer overhovedet har en effekt, hvis du vil have kunderne til at købe en vare. Google AdWords kan generere HTML koder, du kan lægge ind på dine sider, så du kan kontrollere, om et besøg via en annonce også resulterer i et køb.
Brug Google AdWords indbyggede statistikværktøjer og suppler gerne med Google Analytics eller et andet webstatistikprogram. Bruger du Google AdWords, skal du afsætte tid hver eneste uge til at følge med i udviklingen.
Annonceteksten
Selve teksten er ikke afgørende for din visning i Google systemet, men der er en fordel i fx at gentage dine søgeord i annoncen. Det er jo lige det som brugeren har søgt på, og samtidig har det den fordel at Google faktisk fremhæver ordet, der er søgt på.
Selve teksten er selvfølgelig afgørende for, hvor mange der rent faktisk klikker på din annonce, og derved kommer ind på din side.
En af de mest effektive måder at sikre sig imod, at udgifterne løber løbsk, er at sætte et budgetloft. Hvor meget er du egentlig villig til eller i stand til at bruge hver måned på den type annoncering?
Det er de tre bedste købte placeringer, der giver flest klik, da de står over søgeresultaterne. Her er netop udvalget af søgeord vigtigt. Test resultaterne ved selv at søge på Google, men lad være med at klikke på din annonce, da du så betaler for klikket.
Kan du gøre det selv?
Det er vigtigt at understrege, at hele konceptet bag Googles produkter lægger op til, at brugeren selv klarer det hele. Det er ganske nemt at komme i gang med Google AdWords – bare du husker, at arbejdet ikke er gjort med at sætte kampagner op og så ellers lade det passe sig selv.
Men samtidig er det også næsten en videnskab at få det optimale ud af annoncekronerne og rent faktisk få udformet både annoncer og søgeord således, at det resulterer i et salg i sidste ende. Derfor kan det for mange være en god investering at bruge et professionelt bureau til at køre Google AdWords. Her skal du også bare huske at angive et maksimalt beløb, det må koste per måned.
Sidst opdateret: 20.01.2012
Gennemsnit (
3 stemmer)
Din stemme er registreret