Arbejdsmiljø
Som arbejdsgiver er du pålagt en række forpligtelser i henhold til arbejdsmiljøloven for at skabe og sikre en sund og sikker arbejdsplads.
Du har pligt til at sørge for nødvendig instruktion af medarbejderne, og du skal sørge for, at der føres effektivt tilsyn med arbejdet. Arbejdet med at sikre et godt arbejdsmiljø skal ske i samarbejde mellem dig og dine medarbejdere.
Du opfylder dine forpligtelser ved at efterleve de krav, der er fastsat i arbejdsmiljølovgivningen. Desuden har du pligt til at forsikre dine medarbejdere mod følgerne af ulykker og erhvervssygdomme.
Brancheafhængige krav
De konkrete arbejdsmiljøforhold kan variere fra branche til branche. Hos Arbejdstilsynet kan du finde arbejdsmiljøvejvisere, der er særligt rettet mod 48 forskellige brancher.
Den samme virksomhed har ofte behov for mere end én vejledning. For eksempel kan en anlægsgartner med et kontor have brug for vejviseren om "Jord, beton og belægning", vejviseren om "Gartneri og skovbrug" samt vejviseren om "Kontor og administration".
På Arbejdstilsynets hjemmeside finder du brancheinddelte arbejdsmiljøvejvisere.
Hvis du undlader at opfylde pligterne, kan du som arbejdsgiver drages til ansvar efter arbejdsmiljølovens straffebestemmelser.
Instruktion og tilsyn med arbejdet
Du har pligt til at sørge for nødvendig instruktion af medarbejderne, og du skal sørge for, at der føres effektivt tilsyn med arbejdet. Desuden skal du forsikre dine medarbejdere mod følgerne af ulykker og erhvervssygdomme.
Sikring mod ulykker
Du skal sørge for, at brug af maskiner og tekniske hjælpemidler samt fremstilling og anvendelse af stoffer og materialer (kemikalier) sker på en måde, så medarbejderne effektivt er sikret mod ulykker og sygdomme.
Hviledage
Du har pligt til at følge arbejdsmiljølovens regler om hviledage. Som hovedregel er der fastsat en daglig hvileperiode for medarbejderne på 11 timer og et ugentligt fridøgn. Ved særligt farligt arbejde kan der være regler om kortere arbejdstid.
Forsikringer
Du skal forsikre dine medarbejdere mod følgerne af ulykker og erhvervssygdomme.
Dine pligter er i denne sammenhæng:
- At tegne en arbejdsskadeforsikring – Du har pligt til at have en arbejdsskadeforsikring for dine medarbejdere mod følgerne af ulykker. Denne forsikring skal du tegne hos et almindeligt forsikringsselskab
- At du tilslutter dig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring– Du skal tilslutte dig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES) mod følgerne af erhvervssygdomme. Det skal du gøre, når medarbejderen begynder at arbejde, uanset om din medarbejder er lønnet eller ulønnet.
Du kan finde yderligere information om forsikringer på Forsikringsoplysningen.dk.
Arbejdstilsynet gennemfører hvert år ca. 40-45.000 tilsynsbesøg. Tilsynsbesøgene foretages for at kontrollere, om arbejdsmiljøreglerne er overholdt, og for at vejlede om arbejdsmiljøforhold, der kan forbedres.
Alle virksomheder vil få et uanmeldt og forholdsvis kort besøg af Arbejdstilsynet – et såkaldt screeningsbesøg. Hvis arbejdsmiljøet ikke er i orden ved dette besøg, vil Arbejdstilsynet følge op med et mere grundigt anmeldt besøg - et såkaldt tilpasset tilsyn.
Hvis du vil vide mere kan du besøge Arbejdstilsynets hjemmeside.
Du har pligt til at udarbejde en af arbejdspladsvurdering – en såkaldt APV – som indeholder en kortlægning af og plan for virksomhedens arbejdsmiljø.
APV’en kortlægger virksomhedens arbejdsmiljø og indeholder en plan for, hvordan eventuelle problemer skal løses. APV'en skal medvirke til, at virksomheden lægger forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer ind i den daglige drift.
APV er også et nyttigt redskab for arbejdsgiveren. En APV giver bedre overblik, bedre muligheder for planlægning, bedre muligheder for at forebygge arbejdsskader og styrker samarbejdet mellem dig og dine medarbejdere.
Krav i forbindelse med APV
Du kan selv vælge hvordan APV’en præcis skal udarbejdes. Vurderingen skal dog indeholde følgende elementer:
- Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold
- Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer
- Prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af de arbejdsmiljøproblemer, som ikke kan løses umiddelbart
- Retningslinier for, hvordan der skal følges op på handlingsplanen.
Det er et mål med arbejdspladsvurderingen, at alle medarbejdere skal inddrages. Den enkelte medarbejder har den største føling med sin egen arbejdsfunktion og kan derfor bidrage med f.eks. analyser af årsager til arbejdsmiljøproblemer, forslag til løsninger og deres praktiske gennemførelse.
APV’en skal revideres, når der sker væsentlige ændringer med betydning for arbejdsmiljøet, dog minimum hvert 3. år.
Arbejdstilsynet har udarbejdet 60 branche-rettede APV-tjeklister, som du med fordel kan anvende til at lave APV’en. Branchelisterne er særligt målrettet til mindre virksomheder, men de kan bruges af alle.
APV’en skal være kendt af de ansatte og opbevares på virksomheden. Den skal udleveres til Arbejdstilsynet, hvis tilsynet beder om det.
APV-tjeklister
Arbejdstilsynet har udarbejdet APV-tjeklister inden for flere forskellige brancher. De findes i pdf- og wordformat.
Hvis der er ti eller flere ansatte i virksomheden, skal du oprette en arbejdsmiljøorganisation - det vil sige et udvalg i virksomheden, der arbejder med arbejdsmiljøet.
Har virksomheden ti eller flere ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation, der består af en eller flere arbejdsledere og en eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter. Arbejdsgiveren eller en repræsentant for arbejdsgiveren er formand.
I virksomheder med 35 eller flere ansatte skal arbejdsgiveren etablere en arbejdsmiljøorganisation, som består af en eller flere arbejdsmiljøgrupper og et eller flere arbejdsmiljøudvalg.
Der gælder særlige regler for arbejde på midlertidige og skiftende arbejdssteder samt inden for bygge- og anlægsområdet og på havneområdet. De særlige regler kan findes i en række AT-vejledninger, der kan findes på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Pligten ved 10+ ansatte
I virksomheder med 10-34 ansatte består en arbejdsmiljøorganisation af en eller flere arbejdsledere, der er udpeget af arbejdsgiveren, og samme antal arbejdsmiljørepræsentanter, der er valgt af de ansatte.
Arbejdsmiljøgruppen skal deltage ved kortlægning af arbejdsmiljøet og skal foretage kontrol af, om arbejdsmiljøforholdene er forsvarlige, herunder ved anskaffelse og ændringer af maskiner, tekniske hjælpemidler og indkøb af stoffer og materialer.
Arbejdsmiljøgruppen skal også deltage i udarbejdelse af arbejdspladsvurderinger og deltage i undersøgelse af eventuelle arbejdsulykker mv.
Læs hele vejledningen på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Pligten ved 35+ ansatte
I virksomheder med 35 eller flere ansatte skal der oprettes en arbejdsmiljøorganisation i to niveauer med arbejdsmiljøgrupper og arbejdsmiljøudvalg.
En arbejdsmiljøgruppe består af en udpeget arbejdsleder og en valgt arbejdsmiljørepræsentant.
Arbejdsmiljøudvalget består af repræsentanter fra arbejdsmiljøgrupperne og en formand. Formanden er arbejdsgiveren eller en repræsentant, der kan handle på arbejdsgiverens vegne i arbejdsmiljøspørgsmål.
Læs hele vejledningen på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Arbejdsmiljøuddannelse
Arbejdsmiljøuddannelsen er obligatorisk for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen.
Læs mere om arbejdsmiljøuddannelsen på Arbejdstilsynets hjemmeside.
