ATP, AER og LG
Du skal som arbejdsgiver være med til at betale ATP-bidrag til personer, der modtager forskellige social- og arbejdsmarkedsydelser, samt betale bidrag til Lønmodtagernes Garantifond (LG). Yderligere skal du som arbejdsgiver betale bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion.
ATP
Du skal betale til ATP, som er en pensionsforsikring, der dækker alle medarbejdere. Den har til formål, at give medlemmerne en bedre økonomisk tryghed, primært gennem livsvarige alderspensioner som et supplement til folkepensionen.
Lønmodtagernes Garantifond
Formålet med Lønmodtagernes Garantifond (LG) er at sikre lønmodtagere korrekt og hurtig udbetaling af løn, hvis en virksomhed lukker på grund af konkurs eller lignende. Alle private arbejdsgivere bidrager til LG gennem deres finansieringsbidrag.
Fra oktober 2005 kan LG også sikre, at arbejdsgiveren kan udbetale løn til sine ansatte under en betalingsstandsning.
Du kan læse mere om Lønmodtagernes Garantifond på deres hjemmeside.
Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER)
Når du betaler et bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) hjælper du med at skaffe de nødvendige praktikpladser for uddannelsessøgende inden for erhvervsuddannelserne. Du har pligt til at betale AER, så snart du får ansatte.
AER bliver administreret af ATP.
