Beskytte varemærke
Et varemærke er det navn, logo eller andet forretningskendetegn, som en virksomhed anvender i sin markedsføring.
En søgning hos Patent- og Varemærkestyrelsen vil kun vise de varemærker, der er registreret hos styrelsen, men ikke varemærker, der er beskyttet ved den vedvarende brug heraf.
Opnå eneret
Ved en varemærkeret opnår virksomheden en eneret til at gøre brug af identiske eller lignende navne for identiske eller lignende varer eller tjenesteydelser.
Det er en betingelse for at opnå varemærkeret til et virksomhedsnavn, at navnet har fornødent særpræg og er egnet til at adskille virksomhedens produkter eller ydelser fra andre virksomheders produkter og ydelser.
Dansk beskyttelse
Beskyttelsen af et varemærke er et nationalt anliggende. Med andre ord kan en dansk virksomhed kan have retten til et varemærke i Danmark, mens en virksomhed i udlandet kan have retten til et identisk varemærke for den samme varekategori i det pågældende land.
Internet og udenlands marked
Det er som udgangspunkt ikke en krænkelse af nationale varemærkerettigheder, at en virksomhed gør brug af sit varemærke på Internettet som domænenavn. Et varemærke vil dog kunne blive anset for brugt på et udenlandsk marked, hvis brugen af mærket har en såkaldt ”kommerciel effekt” på dette marked.
Dette beror på en helhedsbedømmelse af en virksomheds konkrete aktiviteter på det pågældende marked. Bl.a. om kunder på det pågældende marked kan foretage bestilling på hjemmesiden, om hjemmesiden anvender det pågældende lands sprog og angiver betaling i det pågældende lands valuta, om hjemmesiden angiver kontaktoplysninger for virksomheden i det pågældende land og om der er mulighed for garanti og service på produktet i det pågældende land.
Udenlandske firmanavne i Danmark
Udenlandske firmanavne nyder herefter ikke umiddelbar beskyttelse i Danmark. Det vil sige, at udenlandske virksomheders navne skal være registreret eller taget i brug som varemærke eller være taget i brug som virksomhedsnavn i Danmark, for at en virksomhed er afskåret fra at benytte et identisk eller lignende navn som virksomhedsnavn eller varemærke for samme eller lignende varer i Danmark.
Danske firmanavne i udlandet
Tilsvarende gælder i udlandet, hvor virksomheder derfor skal være opmærksomme på, at den kommercielle brug af et dansk virksomhedsnavn eller varemærke i udlandet kan være i strid med udenlandske virksomheders navne eller varemærker.
Om det er tilfældet kan bl.a. undersøges ved søgning i de nationale selskabsregistre og varemærkeregistre.
Hejsa Jeg har en rigtig god idé, den er dyr at komme igang med at lave. Hvad gør jeg? Tager jeg selv ...
