Betalingsgaranti
Du kan aftale med din kunde, at kundens bank skal stille en betalingsgaranti over for dig.
En betalingsgaranti indebærer, at den bank, der udsteder garantien, garanterer kundens betaling af den aftalte købspris over for dig.
Anfordringsgaranti
For dig vil den bedste form for garanti være en anfordringsgaranti (på engelsk: ”on demand guarantee”). Banken er nemlig her forpligtet til at betale dig, så snart du kræver det, og uanset at din kunde måtte mene, at du ikke er berettiget til at få købsprisen udbetalt.
Betinget garanti
En anden, almindelig anvendt form for betalingsgaranti er en betinget garanti (på engelsk: ”conditional guarantee”), som er kendetegnet ved, at banken ikke skal betale dig, før nærmere aftalte betingelser er opfyldt. For eksempel at du har fået dom for, at køberen har misligholdt sin forpligtelse til at betale købsprisen. Det kan efter omstændighederne tage rigtig lang tid at få sådan en dom.
Bankens provision
Den bank, der stiller garantien, vil kræve en provision for sin ulejlighed. Hvis du aftaler med din kunde, at kundens bank skal stille en betalingsgaranti, må du derfor være forberedt på, at kunden vil forsøge at vælte en del af eller hele provisionen over på dig.
