Det er 10 år siden, at Pernille Fischer Boulter stiftede sin globale virksomhed Kisserup International Trade Roots. Det skete mest ved et tilfælde.
Af Katrine Krebs, Lindegaards
Da Pernille Boulter flyttede til Canada, var det uden drømme om at blive selvstændig, men der var efterspørgsel på hendes europæiske sprog- og kulturforståelse. Det blev begyndelsen på virksomheden Kisserup International Trade Roots, der har hovedsæde i Canada, datterselskab i Danmark og forhåbentlig fremtidigt i Caribien. I alt agerer virksomheden i 45 lande, har fem fastansatte og 42 konsulenter tilknyttet.
Hvorfor blev du iværksætter?
Da jeg var midt i 30’erne, flyttede jeg til Canada, fordi jeg var blevet canadisk gift. Jeg kunne ikke få job inden for IT-branchen, men til gengæld var der brug for mig, fordi jeg kunne sproget og kendte kulturen i Nordeuropa. Det gik op for mig, at jeg kunne noget, der havde værdi for andre. Så det var en tilfældighed, at jeg blev iværksætter. Nu er jeg enormt glad for og stolt over at have opnået succes. Endda i et land og en kultur, der er meget forskellig fra det, jeg selv kommer fra.
Hvordan finansierede du etablering af virksomheden?
Jeg brugte min opsparing, og jeg har aldrig taget lån til virksomheden. Jeg har fem ansatte, og jeg vil være sikker på, at indtjeningsgrundlaget er i orden. Overskud er blevet brugt på udvikling og videreuddannelse af personale. Min mangel på risikovillighed er måske nok en hindring for at vækste hurtigt, men det er også en stabilisator for at fortsætte med at eksistere. Og så sover jeg godt om natten.
Hvor er dit primære fokus?
Jeg tager mig af det strategiske. Jeg skaber kontakter, udvikler forretningen og skaber vækst. Jeg er nødt til at være på forkant med udviklingen – for eksempel undersøge mulighederne for webinars, som der er stor interesse for lige nu. Så lader jeg andre om det taktiske, som at udvikle metoder og materialer, vi skal undervise efter.
Hvad er fordelene ved at være iværksætter?
Uendelige! Du kan udvikle dig på en hel anden måde end som ansat. Du vælger selv, hvad du beskæftiger dig med, og du kan fokusere på det, du er god til og brænder for. Du kan bestemme arbejdstider og hyre folk, der kan opveje dine svage sider.
Når du er selvstændig, er det nok lettere at få presset en ekstra time ind, fordi der er et større ’drive’ for at lykkes. Det er dig, der kontrollerer væksten – vil du udvide eller bare være dig selv? Du sætter dine egne mål! Det er DIG, der bestemmer.
Hvad er ulemperne ved at være iværksætter?
Ingen fast løn. Ingen sikkerhed. I Canada giver man medarbejderne løn hver 14. dag, så det var noget af en milepæl, da jeg fik min første ansatte. Så skulle indtjeningen i hus på en helt anden måde.
Jeg arbejder i otte tidszoner, så nogen gange er jeg oppe til klokken to om natten. Andre gange står jeg op klokken tre om morgenen. Hvis du vil drive international virksomhed, er du nødt til at være til rådighed, når der er brug for det.
Hvad ville du gøre om, hvis du kunne?
Jeg ville have gjort det for 20 år siden, hvis bare jeg havde haft tanken! Men det havde jeg slet ikke, da jeg boede i Danmark.
Hvad er der særligt ved at være iværksætter som kvinde?
For det første tror jeg desværre ikke, vi er lige så risikovillige, som mænd er. For det andet tror jeg ikke, vi er gode til at give slip og uddelegere. Vi vil have kontrol med alt. Det gælder både privat og professionelt.
Det er tidligt, vi som kvinder skal træffe nogle vigtige valg. Hvilken mand vi gifter os med. Hvad vi vil med karrieren. Hvis vi vil have børn og karriere, er det vigtigt, vi vælger en partner, der forstår og støtter. Hvis vi vil have success, er det hårdt arbejde!
Hvad er dit vigtigste råd til andre kvinder, der ønsker at starte som iværksættere og udleve deres fulde potentiale?
Først og fremmest er det en god ide at få en mentor! Kvinder har det nok med at tænke traditionelt; mode, design, kunst, selvudvikling. Men vi kan meget mere.
Det er oplagt at bruge krisen som et springbræt til at blive selvstændig. Det er vigtigt for Danmarks fremtid, at flere tør blive selvstændige, for her bliver de gode ideer for alvor sluppet løs. Der er SÅ meget rå energi i at være selvstændig! Alle bliver gladere af at beskæftige sig med noget, de kan lide.
Kort om Kisserup International Trade Roots
Kisserup leverer eksporttræning i udviklingslande, samt kapacitetsopbygning og handletræning til virksomheder, regeringer og industriorganisationer verden over, der ønsker at indtage et nyt marked og mangler viden om det nye eksportmål. I følge stifteren Pernille Boulter er det 80 procent sikkert på grund af kulturforskelle, hvis internationale handler glipper, selv om pris, produkt og service er rigtig.
Sidst opdateret d. 26.03.2010