Et stærkt makkerskab
Mette Løvbom er den ene af to stærke kvinder bag Kalb & Løvbom Kommunikation, der har succes, selv om kontoret ligger i en afkrog af Danmark.
Af Hanne Bourgeat, Lindegaards
Kræftens Bekæmpelse kunne have ringet til 200 PR bureauer i København og omegn. Alligevel ringede de til Kalb & Løvbom Kommunikation i Sønderjylland, fordi de i 2008 oplevede, hvordan den lille virksomhed skabte synlighed omkring organisationens hovedsponsor, Kohberg Brød. I år har Kalb & Løvbom Kommunikation fået til opgave at få organisationens andre hovedsponsorater til at leve, så de kan blive synlige i medierne og de gode historier blive fortalt. Det er lidt af en drømmeopgave for kvinderne bag Kalb & Løvbom Kommunikation, der elsker at se deres arbejde skabe værdi for kunderne.
Hvorfor blev du iværksætter?
Marianne Kalb Møller startede firmaet i 2007, fordi hun fik stress på sit gamle arbejde. Hun ville gerne skabe et arbejdsliv, hvor hun selv bestemte over sin tid.
Vi kendte hinanden fra vores tid i ECCO, hvor jeg arbejdede med markedsføring, og Marianne stod for PR, og efter et år blev jeg partner i firmaet. Det lå lige til højrebenet, for jeg har altid drømt om at være iværksætter.
Hvordan finansierede du etablering af virksomheden?
Vi har begge skudt anpartskapital i firmaet, og for mit vedkommende lånte jeg pengene i banken. Siden er al vækst i firmaet blevet finansieret over driften.
Hvor er dit primære fokus?
Jeg beskæftiger mig mest med marketingstrategier og med medie- og kommunikationsrådgivning, hvor jeg kan trække på min uddannelse fra et reklamebureau og på alle mine år i erhvervslivet.
Hvad er fordelene ved at være iværksætter?
Jeg har haft både rigtig gode og helt uduelige chefer, og derfor er det en stor glæde selv at kunne bestemme over mit arbejdsliv. I Kalb & Løvbom holder vi weekend klokken 13 hver fredag, og vi har alle otte ugers ferie om året. Det holder vi strengt på, for det er vigtigt at kunne koble af engang imellem og lave noget helt andet end at arbejde.
På den måde gør vi lidt op med myten om, at selvstændige skal arbejde røven ud af bukserne for at få succes. Det gør vi selvfølgelig i perioder, men vi prioriterer meget højt, at vi skal have et godt arbejdsliv, for det var jo hele udgangspunktet for at blive iværksættere.
Hvad er ulemperne ved at være iværksætter?
Alle de ekstra opgaver, der hører til at drive en virksomhed. Når vi ikke er mere end fem medarbejdere, er der ikke noget lokalnummer til en IT afdeling at ringe til, når computeren bryder sammen, og der er ingen HR afdeling til at klare alt det administrative. Der er kun os selv.
Hvad ville du gøre om, hvis du kunne?
Jeg ville være sprunget ud i det noget før. At være iværksætter er ikke som jeg drømte om, det er meget bedre.
Hvad er der særligt ved at være iværksætter som kvinde?
Kvinder er generelt for dårlige til at sætte pris på sig selv. Alt for mange kvinder, der starter op, har et alt for beskedent lønkrav, fordi de ikke tror nok på sig selv. Vi tager mellem 800 og 1200 kroner i timen for vores arbejde, og det tør vi godt, for vi ved, at det er kvalitet, vi leverer. Vi kan vores kram, så hvorfor skulle vi så nøjes med at trække beskedne 25.000 kroner ud om måneden?
Kvinder er til gengæld gode til at netværke og gode til at hjælpe hinanden.
Hvad er dit vigtigste råd til andre kvinder, der ønsker at starte som iværksættere og udleve deres fulde potentiale?
Der var mange, der rystede på hovedet af os, da vi gik sammen om Kalb & Løvbom. De troede ikke, at to så stærke personligheder kunne blive enige om noget som helst. Men vi har gjort det til en styrke, at vi er to.
Så mit råd må være at finde en at starte op sammen med. Det har fungeret rigtig godt for os. Men vi er også meget opmærksomme på at få det til at fungere. To gange om året tager vi på et to-dages strategiseminar, hvor vi får talt om, hvor vi gerne vil bevæge os hen. Alt for mange iværksættere glemmer at sætte tid af til den slags, og særligt når vi er to om det, er det vigtigt at få talt om, hvor vi hver især vil hen. Det er vigtigt at kunne tale åbent om, så ingen af os går rundt med en dårlig fornemmelse i maven.
Vores strategimøder har altid en lang dagsorden over emner, som vi skal nå igennem, og vi går meget professionelt til værks – men vi afsætter selvfølgelig også tid til at hygge os. I år skal vi to dage til Samsø, hvor vi har lagt tre timers massage ind i programmet. Og det er endnu en ting, som mange iværksættere glemmer: At i sidste ende handler det hele om, at skabe et godt liv for os selv.
Kort om Kalb & Løvbom Kommunikation
Virksomheden blev etableret i 2007 af Marianne Kalb Møller, og i 2008 blev Mette Løvbom partner. I dag har de to fastansatte, en praktikant og en række freelancere tilknyttet.
Kalb & Løvbom Kommunikation skaber synlighed omkring virksomheder og deres produkter gennem PR og kommunikationsrådgivning, markedsføring og innovation, og blandt deres kunder er Kræftens Bekæmpelse, Skousen, Lidl, Dong Energy og Aagaard.