Mutual Confidentiality Agreement
Her finder du en Mutual Confidentiality Agreement - på dansk: gensidig fortrolighedsaftale / hemmelighedsaftale.
Mutual Confidentiality Agreement anvendes, hvor du ønsker at drøfte samarbejde med en anden, og I har behov for at kunne udlevere fortrolige oplysninger til hinanden.
Download Mutual Confidentiality Agreement
Du kan her downloade Mutual Confidentiality Agreement, der er udarbejdet i et Word dokument. Dokumentet er på engelsk, da det er beregnet til brug på eksportmarkeder.
Download Mutual Confidentiality Agreement
Når du har downloadet Mutual Confidentiality Agreement (MCA), kan du se at den består af flere paragraffer.
De mest komplicerede er forklaret her:
Mutual Confidentiality Agreement muliggør senere patent
Hvis du giver en forretningspartner oplysninger om en opfindelse, du har gjort, uden at der er indgået en fortrolighedsaftale først, så vil du som hovedregel miste muligheden for senere at indgive patentansøgning på opfindelsen.
I de fleste lande gælder der nemlig en regel om, at man ikke kan få patent på noget, der er offentligt tilgængeligt.
Indledning
Beskriv ”Purpose”, dvs. formålet med at indgå MCA, præcist. Det er nemlig kun oplysninger, som vedrører ”Purpose”, der betragtes som fortrolige og dermed er omfattet af MCA (se pkt. 1 (a)). Fortrolige oplysninger, der vedrører andet end ”Purpose”, bør derfor ikke udveksles.
1 (a) – Confidential Information
Vær omhyggelig, når du formulerer, hvad der skal betragtes som ”Confidential Information”.
Og nævn udtrykkeligt fortrolige oplysninger, som du vil være sikker på er omfattet af MCA.
Forskellige interesser
Den part, der skal afgive de fleste eller væsentligste fortrolige oplysninger, har en interesse i, at ”Confidential Information” formuleres så bredt som muligt. Den anden part har en interesse i, at ”Confidential Information” formuleres mere snævert.
I MCA er ”Confidential Information” under alle omstændigheder begrænset til kun at omfatte fortrolige oplysninger, der vedrører ”Purpose”.
Skriv det er fortroligt
Sørg for, at du opfylder MCA’ens betingelser for, at fortrolige oplysninger kan betragtes som ”Confidential Information”. Dvs. mærk fortrolige oplysninger, som du udleverer skriftligt, ”CONFIDENTIAL” e.l.
Bekræft fortrolige oplysninger, som du har givet mundtligt eller visuelt, skriftligt inden for den gældende tidsfrist.
1 (b) – Confidential Information
Fortrolige oplysninger, der falder ind under en af de nævnte undtagelser, er ikke omfattet af MCA. Det er imidlertid vigtigt, at du er opmærksom på, at det kan være særdeles vanskeligt at føre bevis for, at en undtagelse er opfyldt, ikke mindst flere år efter at have modtaget oplysningerne.
Reager straks
Hvis din forretningspartner giver dig oplysninger, som han eller hun mener er fortrolige, men som du ikke mener er fortrolige, så returner dem omgående med en skriftlig meddelelse om, at oplysningerne efter dine opfattelse ikke er omfattet af MCA.
Eksempel
- Din forretningspartner giver dig oplysninger om en teknologi, som han eller hun er i gang med at udvikle. Du kender selv teknologien og har været i gang med at udvikle den, men har midlertidigt skrinlagt projektet.
- Et år senere tager du projektet op igen og fortsætter udviklingen af teknologien. Endnu et år senere bringer du et produkt på markedet, som udnytter teknologien.
- Din forretningspartner kontakter dig og påstår, at du har misligholdt MCA, forbyder dig at sælge produktet og kræver erstatning.
Det store spørgsmål er nu: Kan du dokumentere, at du kendte teknologien på det tidspunkt, hvor du modtog oplysninger om den fra din forretningspartner – eller at en af de øvrige undtagelser er opfyldt?
2 – Obligations of Non-Disclosure and Non-Use
Selv om din forretningspartner er forpligtet til at behandle fortrolige oplysninger, som han eller hun modtager fra dig, fortroligt, så er det en god idé kun at afsløre fortrolige oplysninger i det omfang og tempo, det er nødvendigt.
Kun appetitvækker
I den indledende fase af drøftelserne er det måske nok, at du giver din forretningspartner en appetitvækker, og hvis han eller hun så bider på, kan du (gradvis) åbne op for posen.
Patentanmeldelse
Hvis de fortrolige oplysninger, du vil give til din forretningspartner, består i en opfindelse, som er patenterbar, er det god idé at overveje at indgive en patentansøgning, før du fortæller din forretningspartner om opfindelsen.
På den måde undgår du, at din forretningspartner indgiver en patentansøgning på din opfindelse, og at du senere må kæmpe for at få retten til opfindelsen. Selv om din forretningspartner underskriver MCA, er det ingen garanti for, at han eller hun vil overholde aftalen.
5 – Term
Fortrolighedsforpligtelsens varighed afhænger af karakteren af de oplysninger, du og din forretningspartner udveksler. Typisk aftaler man 3 eller 5 år, men du bør prøve at få en varighed igennem, som opfylder det reelle behov, og som begge parer vil opfatte som rimelig.
Og som udgangspunkt er det en dårlig idé, at du påtager sig en tidsubegrænset fortrolighedsforpligtelse; det kan lægge væsentlige hindringer i vejen for din virksomheds fremtidige udvikling.
8 – Governing Law and Dispute Resolution
De regler, der er relevante i forhold til MCA, kan variere fra land til land. Hvis du indgår MCA med en udenlandsk partner, er det derfor en god idé at sikre dig, at den er gyldig efter og stemmer overens med det lands ret, som I aftaler skal være gældende, og at MCA kan håndhæves over for din partner, hvis det skulle blive nødvendigt.
Voldgift kan benyttes som alternativ til nationale domstole, og hvis parterne ønsker voldgift, skal pkt. 8 ændres i overensstemmelse hermed.
Hej med jer Vi har en ny ansat som sælger. Hun har kørt 2 dage alene i marken, ud over de dage hun h ...
Vi er tre mennesker der gerne vil starte en virksomhed sammen indenfor coaching og personlig udvikli ...
