Early Warning har hjulpet næsten 1000 virksomheder i krise
Af Svend Røge, national projektleder for projekt Early Warning.
Ifølge analyseinstituttet Experian er i øjeblikket mere end hver femte virksomhed truet af konkurs. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at virksomhedsejerne er opmærksomme på, at de ikke behøver at være alene om at klare skærene, når krisen kradser.
1000 virksomheder
Early Warning, der frem til udgangen af 2010 fungerer som et forsøg under Erhvervs- og Byggestyrelsen, har gennem de seneste to år vist sin berettigelse og hjulpet næsten 1000 mindre, lukningstruede virksomheder til at overleve eller lukke på en måde, der ikke handlingslammer virksomhedsejerne.
Organisationen hjælper kriseramte virksomheder i et unikt set up, hvor ansatte konsulenter i de regionale væksthuse samarbejder med frivillige rådgivere, som rekrutteres blandt erfarne virksomhedsledere. Og hjælpen er helt uden omkostninger for virksomheden, idet finansieringen sker via globaliseringsmidlerne på Finansloven.
Virksomhedsejerne er glade
Der er ingen tvivl om, at finanskrisen har aktualiseret behovet for hjælp. Derfor er det dejligt og meget motiverende for os, der arbejder i Early Warning, at virksomhedsejerne er glade og bliver positivt overraskede, når de erfarer, hvilken hjælp der er til rådighed. Og det er både konsulenternes indsats og de frivillige rådgivere, der får et positivt skudsmål fra brugerne.
Praktisk og psykisk hjælp
Virksomhedsejerne værdsætter dels den konkrete rådgivning, hvor den store ledelseserfaring blandt de frivillige rådgivere tæller rigtig meget. Dels er de taknemmelige for den mentale og psykologiske opbakning, de mærker i en svær situation, hvor de ofte selv er i en kriselignende tilstand og kan føle sig efterladt helt alene med alle problemerne.
53 % fortsat i drift
Som organisation er Early Warning endnu så ung, at det er for tidligt at fastslå, hvilken betydning organisationen har på langt sigt for virksomhedernes overlevelse. Men kigger man på antallet af afsluttede sager for første halvår 2009, er der en indikation af, at organisationen gør en betydelig forskel. 53 % af de lukningstruede virksomheder, Early Warning har haft kontakt med, er nemlig fortsat i drift, efter at de har afsluttet samarbejdet med os.
Uden at være en garanti for, at samtlige disse virksomheder overlever på langt sigt, siger tallet noget om, at vores arbejde har stor betydning. Dels for den enkelte virksomhedsejer og dels for samfundet, der opretholder indtægter fra skat og moms, som i mange tilfælde ville gå helt eller delvist tabt i forbindelse med virksomhedens lukning.
120 frivillige rådgivere
I løbet af 2009 er Early Warning vokset til at rumme over 120 frivillige rådgivere på landsplan, som sammen med 14 vækstkonsulenter i de fem regionale væksthuse udgør kernen i organisationen.
Jeg er positivt overrasket over, hvor hurtigt det har kunnet lade sig gøre at opbygge et stort korps af frivillige rådgivere, der har meget relevante kompetencer og stor ledelseserfaring. Det vidner om, at der også blandt erhvervsfolk findes en stor social forståelse, hvor det er lysten til at hjælpe, der driver værket. Det synes jeg er meget glædeligt, og det vil jeg opfordre mange flere kriseramte virksomhedsejere til at benytte sig af.