De frivilliges opgaver
De frivillige rådgivere er en af de væsentligste elementer i Early Warning programmet.
Med deres erfaring, viden og netværk kan de tilføre den kriseramte virksomhed det, som skal til for at genetablere indtjeningsevnen eller, hvis dette ikke er mulig, en fornuftig afvikling af virksomheden.
Der rigtige valg
For at den frivillige rådgiver skal få succes med virksomheden, er det vigtigt at foretage det rigtige valg af den frivillige rådgiver ud fra virksomhedens problemstilling og et match med den frivillige rådgivers erfaringer og kompetencer. Dette valg udføres af EW konsulenten.
Virksomheder, der ikke har muligheder for at genvinde indtjeningsevnen, eller virksomheder der har få eller ingen aktiver, vil normalt ikke gå videre til en frivillig rådgiver.
Skifte undervejs
Hvis der under rådgivningsforløbet opstår et problem, som en anden frivillig rådgiver har bedre forudsætninger for at løse, kan denne rådgiver tilknyttes virksomheden som frivillig. Dette sker efter aftale med den ansvarlige EW konsulent.
Rådgiver ledelsen
Den frivillige rådgiver skal som rådgiver assistere den kriseramte virksomheds ansvarlige ledelse med at fastlægge de tiltag, der skal til for at genvinde virksomhedens indtjening, kontrollere gennemførelsen af tiltagene samt foretage eventuelle justeringer.
De nødvendige tiltag har ofte karakter af kortsigtet løsninger med henblik på at fremskaffe likviditet. Genvinding af en stabil indtjening kommer så i næste trin. Denne øvelse kan tage noget længere tid.
Rådgivning - ikke arbejdsressource
Det skal præciseres, at den frivillige rådgiver kun er forpligtet til at udføre rådgivning til virksomhedens ansvarlige ledelse. Det er ikke en arbejdsressource, som virksomheden får stillet til rådighed, og den frivillige udfører ikke opgaver af operationel eller driftsmæssig karakter
Stop af rådgivning
Det er vanskeligt at definere, hvornår den frivillige rådgiver kan slippe virksomheden. Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed.
Som hovedregel vil en exit være berettiget, når virksomheden har en handlingsplan for genvinding af indtjeningsevnen, handlingsplanen er under udførelse, og den frivillige rådgivers assistance er ikke nødvendig for gennemførelsen af handlingsplanen.
Early Warnings indsats stopper altså når virksomheden ikke længere er i krise. De kan være vanskeligt at give et præcist bud på hvornår dette er tilfældet, men hvis virksomheden har positiv drift, genererer likviditet og har tilstrækkelig finansiering til at opretholde driften, så skal Early Warnings indsats indstilles
Afklaring af tidspunktet for exit drøftes med den EW konsulent som oprindeligt screenede virksomheden, og afslutning bør som regel ske ved et fælles afsluttende besøg på virksomheden.
Udarbejd en rådgivningsaftale
De nærmere betingelser for samarbejdet mellem virksomhed, frivillig og væksthus er fastlagt i den rådgivningsaftale der skal være underskrevet når forløbet med den frivillige igangsættes.
- Gå til rådgivningsaftale