Ingstrup Entreprenørforretning var dømt ude
Ingstrup Entreprenørforretning var dømt ude, men benyttede Early Warning som trædesten til at returnere til det gode selskab.
Vi er dem, de andre ikke må lege med...
Selv om Kim Larsens sang er fra 1986, gælder den stadigvæk i 2010. For når Finansiel Stabilitet under finanskrisen sætter et Kainsmærke på virksomheder, der ikke skønnes kreditværdige til at fortsætte engagementet i deres kuldsejlede pengeinstitut, får virksomheden pludselig et problem: Hvordan skal den finde finansiering til den fortsatte drift og udvikling?
Sådan var situationen for ejeren af Ingstrup Entreprenørforretning, John Hejlesen, da han i efteråret 2009 var til møde i det lokale erhvervsråd i Jammerbugt Kommune og fortalte om sine problemer.
Løkken Sparekasse
I forlængelse af, at staten havde overtaget kontrollen med Løkken Sparekasse, var der ikke længere plads til John Hejlesens forretning i kundeporteføljen, og efterfølgende havde han forgæves forsøgt at få andre banker til at sige ja til et engagement. Men erhvervschefen i kommunen, Povl Bjarne Jensen, havde et råd.
Revideret budget og forretningsplan
- Erhvervschefen foreslog mig at kontakte den regionale organisation i Early Warning, der fungerer med udgangspunkt i Væksthus Nordjylland. Og det skulle vise sig at være en god idé.
Efter et introducerende møde, hvori også deltog vækstkonsulent Martin Nikolajsen fra Væksthus Nordjylland, blev Mogens Kaiser tilknyttet som frivillig rådgiver, og han påtog sig at skaffe overblik over den økonomiske situation og hjælpe med at lægge et troværdigt budget, der kunne bruges til at forhandle med en bank.
Efterfølgende fik jeg i god dialog med min frivillige rådgiver strikket et revideret budget sammen hen over 4 møder – samtidig med at Povl Bjarne Jensen hjalp mig med at lave en forretningsplan. Som kronen på værket fik jeg sammen med Mogens Kaiser på et møde i Danske Bank en aftale om at blive kunde her, fortæller John Hejlesen.
Overblik og beslutningsgrundlag
Ingstrup Entreprenørforretning er et eksempel på, at en virksomhed kortvarigt gør brug af de spidskompetencer, der findes blandt de mange frivillige rådgivere i Early Warning, og så i øvrigt står på egne ben igen. Set fra Mogens Kaisers stol var opgaven forholdsvis enkel:
- Jeg skulle skabe overblik og forbedre beslutningsgrundlaget for at føre forretningen videre. Det skete gennem nogle modeller, hvor John Hejlesen selv leverede det meste af arbejdet, og hvor min rolle var at være støttepædagog.
Klap hestene
Som i så mange andre kriseramte virksomheder viste analysen, at problemerne i entreprenør- virksomheden var blevet store i takt med, at virksomheden voksede, fordi den økonomiske styring ikke var tilstrækkelig.
I en periode præget af højkonjunktur i byggebranchen var antallet af medarbejdere vokset til 9, og det betød investeringer i biler og maskiner for lånte penge for at følge med. Derfor var situationen kritisk, da krisen for alvor slog igennem i 2009.
- Det kan være svært at bevare overblikket, når det går så stærkt. Derfor skal man lade være med at investere ud over, hvad man kan overskue og være parat til at standse op og ”klappe hestene lidt”, siger Mogens Kaiser.
Netop den lektie har John Hejlesen lært. For ham og hans familie har det været en hård tid, men det er lykkedes at svare alle leverandører hver sit, og gennem en tæt kontakt til sin kone er hele familien også kommet styrket ud af den kritiske situation.
- Vi har lært, at vi skal være glade for det, vi har - uden at skele for meget til, hvad andre gør. Vi skal udvikle tingene nedefra, siger John Hejlesen.