Motivet er afgørende for frivillig rådgiver
Tilgangen til opgaven som frivillig rådgiver i Early Warning er rigtig vigtig, men det frivillige aspekt afskærer ikke rådgivere og virksomheder fra at fortsætte samarbejdet på kommercielle vilkår
- "I Early Warning vil vi gerne opbygge et korps af frivillige rådgivere, der går ind til opgaven med den motivation, at de påtager sig ulønnet arbejde, fordi de har lyst til det, og fordi de på det personlige plan får så meget igen, at det bærer lønnen i sig selv.
Hvis den virksomhed, som den frivillige rådgiver bliver knyttet til, i øvrigt ønsker at fortsætte samarbejdet på kommercielle vilkår, har jeg som udgangspunkt ikke noget imod det. Det er motivationen, som er afgørende."
Først efter to år
Det siger projektleder Svend Røge som svar på et af de spørgsmål, han ofte bliver stillet i den første kontakt med potentielt frivillige rådgivere i Early Warning. Som sådan fraskriver man sig at indgå i en kommerciel relation med den virksomhed, man rådgiver, indtil to år efter at samarbejdet er blevet etableret.
Bestemmelsen, der er en del af den underskrevne rådgivningsaftale, skal ikke fortolkes rigoristisk, men mere forstås ud fra den tidsramme, som en frivillig rådgiver normalt har tilknytning til en virksomhed. Og det forhold kan selvfølgelig variere alt efter, hvilken situation virksomheden befinder sig i.
Ægte frivillig
- "For mig er etikken afgørende. Jeg vil gerne sikre mig, at jeg får tilknyttet de ”ægte frivillige”, og dér tror jeg, det er vigtigt med en klar sondring, når vi opbygger korpset af frivillige rådgivere i vores regi. Når det er sagt, er jeg da helt åben over for, at der kan opstå en situation, hvor det kan være hensigtsmæssigt for virksomheden, at den bevarer tilknyt- ningen til den frivillige rådgiver. For eksempel hvis rådgivningen afsluttes, før der er gået to år, fordi virksomheden allerede er bragt på ret køl", fortæller Svend Røge.
Fortsætte samarbejdet
I sådanne situationer synes han kun det er fint, hvis både virksomheden og den frivillige rådgiver kan have fælles udbytte og glæde ved at fortsætte samarbejdet. Og hvad enten det sker ved at den frivillige rådgiver tilbydes en plads i bestyrelsen, eller fortsætter rådgivningsarbejdet på kommer- cielle vilkår, vil han her se positivt på at fravige toårs-reglen. Forudsætningen er, at det giver mening for begge parter.
- "For det første er det vigtigt, at kemien passer mellem virksomhed og rådgiver, men det vil nok mere eller mindre give sig selv, hvis der er et fælles ønske om at fortsætte samarbejdet."
- "For det andet skal rådgiverens kompetencer matche virksomhedens behov. Hvis en rådgiver for eksempel er blevet udpeget som frivillig på grund af sin dybtgående viden om rekonstruktion, er det jo ikke sikkert, at han eller hun har særlige fortrin i forhold til at være bestyrelsesmedlem i en fase, hvor virksomheden vil være meget driftsorienteret.
Og omvendt kan man nemt forestille sig, at en del af en kriserådgivning består i at udtænke en ny strategi for virksomheden, som derefter skal implementeres i årene derefter. Her vil den tilknyttede rådgiver måske være et ganske særligt aktiv at få med i bestyrelsen på grund af sin specifikke viden og indsigt, og i en sådan situation vil jeg med glæde være med til at fravige toårs-reglen", siger Svend Røge.