Overvej køb af virksomhed
De første overvejelser om virksomhedskøb er inddelt i tre faser: Personlige overvejelser, økonomisk overblik og overblik over forløbet.
Det tager tid at gennemføre et køb af en virksomhed. Mange er ikke godt nok forberedt, når muligheden byder sig. Andre har urealistiske forventninger til prisen eller forløbet, og det kan resultere i fejltagelser eller forspildte chancer.
Hvis du overvejer at købe en virksomhed, bør du tidligt i forløbet afklare din egen situation, både personligt og økonomisk. Tal med din familie og dine rådgivere – også selv om dit køb ligger lidt ude i fremtiden. Med den rette rådgivning er processen til at overskue.
Ejerskiftemodellen giver dig et overblik over forløbet i et virksomhedskøb. De indledende overvejelser om virksomhedskøb er inddelt i tre faser:
Personlige overvejelser
Hvis du går med et ønske om at købe en virksomhed, bør du gøre dig en række personlige overvejelser. Start med at afklare dine egne styrker og svagheder, og forestil dig din rolle i virksomheden efter købet. Inddrag dit netværk i dine overvejelser, så du er forberedt, hvis muligheden for at købe en virksomhed byder sig.
Økonomisk overblik
Inden du køber en virksomhed, bør du skabe dig et økonomisk overblik: Hvad er din økonomiske ramme? Og hvordan vil du finansier.e købet og den løbende drift? Overvej også, hvor villig du er til at påtage dig en økonomisk risiko.
Overblik over forløbet
Et virksomhedskøb kan virke uoverskueligt. Der er mange ubekendte og et forløb, der er svært at se for sig. Brug ejerskiftemodellen til at skabe et overblik over de forskellige aktiviteter i et virksomhedskøb, og opstil din egen handlingsplan.