Gert Nissen: "Insolvensret forener jura og praktik på en spændende måde"
En specialist af Guds nåde tager temperaturen på sin egen metier og på samarbejdet med Early Warning.
Han er kendt i hele EW-kredsen af vækstkonsulenter og frivillige rådgivere som den særdeles vidende og skarpe ekspert i insolvensret. Og som foredragsholder formår han på årsmøder og uddannelsesdage at udfolde juridiske problemstillinger, så han har total lydhørhed i en forsamling. Som en af EW’s tætteste samarbejdspartnere i dagligdagen har Gert Nissen endvidere et dybtgående kendskab til, hvilke konkrete problemer en kriseramt virksomhedsejer må se lige i øjnene. Men hvad er den særlige drivkraft i hans arbejde med insolvensret, der har været et speciale, siden han tog juridisk embedseksamen fra Aarhus Universitet i 2002?
"For mig forener insolvensretten jura og praktik på en måde, jeg finder rigtig interessant, og som gør mit arbejde meget nærværende. I dette krydsfelt skal jeg tage svære beslutninger hurtigt, som har store konsekvenser for både virksomheden og dens ejer, og som kurator skal jeg i overført betydning ”sparke dæk” og sælge ud af virksomhedens aktiver – uden at jeg nødvendigvis har en særlig viden herom. Spændvidden i arbejdet er kort fortalt rimelig stor, og det illustreres også, når man inddrager den menneskelige dimension, der spiller en fremtrædende rolle i de ejerledede virksomheder. Det er tydeligt at mærke, at der er meget på spil for virksomhedsejeren og dennes familie. Det møder jeg, afhængig af situationen, som stor glæde eller stor sorg, og det skal jeg forsøge at forholde mig til, uden at det spænder ben for at få ejeren til at handle", siger Gert Nissen.
Tid er en knap faktor
Det menneskelige aspekt dukker ofte op som ”skyld og skam” hos virksomhedsejeren, og det taler insolvensretsadvokaten med ejeren om for at få det ”parkeret”, så det ikke blokerer for at få hans eller hendes aktive medspil i forsøget på at redde virksomheden. Tid er typisk en knap faktor, når Gert Nissen træder ind på scenen i en kriseramt virksomhed, og derfor er det afgørende, at ejeren er i stand til at fokusere og hurtigt hjælper med at bibringe en forståelse af forretningsmodellen og skaber overblik over ordrebeholdning og skyldige gældsposter mv.
Når en virksomhedsejer vælger EW til som samarbejdspartner er en af fordelene, at han eller hun – hvis det er nødvendigt – hurtigt kan få et møde med for eksempel en advokat med speciale i insolvensret. Vel at mærke uden at det koster andet end den tid, mødet varer. Og fra sit tætte samarbejde med EW har Gert Nissen blik for, hvad der er EW’s særlige force i det univers af kriseramte virksomheder, som han kender ud og ind.
Early Warning er en god indgang
Det sværeste led i en rekonstruktion er at få ejeren til at erkende, at han eller hun rent faktisk har et problem. Her er EW en rigtig god indgang, fordi det er lettere og mere uforpligtende at ringe til en vækstkonsulent end at kontakte en advokat. Og med det særlige set up, som EW har opbygget, er der ingen tvivl om, at virksomhedsejeren bliver virkelig godt hjulpet her.
"Kombinationen af vækstkonsulenter, der foretager den indledende screening af virksomheden, med frivillige rådgivere, der kan kobles på i næste fase, er rigtig god. Jeg er imponeret over, at det er lykkedes at opbygge et meget kompetent netværk af frivillige rådgivere, der har vidtrækkende og meget forskellige kompetencer, så det altid kan lade sig gøre at håndplukke en rådgiver, der matcher virksomhedens specifikke behov."
"EW har i sin organisation og praktik indbygget det, som er allervigtigst i forhold til at kunne hjælpe virksomhedsejere i krise. For det første at kunne se med friske øjne på situationen og rive virksomhedsejeren ud af sit ”tunnelsyn”. For det andet at skabe overblik og få ejeren til at handle. Det har EW også været dygtige til at markedsføre sig på, og det tror jeg er baggrunden for, at man har haft succes og tiltrukket kriseramte virksomhedsejere i stort tal", siger Gert Nissen.
Født 1974 i København. Juridisk kandidateksamen fra Aarhus Universitet 2002. Beskikkelse 2005. Møderet for Landsretten. Medlem af Danske Insolvensadvokater. Underviser i forskellige sammenhænge i insolvensret, bl.a. er han tilknyttet Aarhus Universitet, som ekstern lektor i kursusfaget insolvensret. Har udelukkende arbejdet med insolvensret i næsten 10 år. Beskæftiger sig primært med behandling af konkursboer, likvidation og tvangsopløsning af selskaber samt rekonstruktion og har på den baggrund bred erfaring med bobehandling og rådgivning af kriseramte virksomheder.
Partner i Lett Advokatfirma. Privat: gift og far til to børn, bor i Østjylland. Løber maraton- og orienteringsløb.
Sidst opdateret: 28.11.2011
Gennemsnit (
0 stemmer)
Din stemme er registreret