- Sørg for, at din partners bank er solid og anerkendt. Spørg din egen bank, om de kender til kundens bank
- Sørg for at få rembursen bekræftet
- Sørg for, at alle udtryk i rembursen er klare og forståelige
- Sørg for, at navn og adresse er korrekt skrevet - både jeres og kundens
- De mest brugte dokumentkrav er faktura, pakkeliste, certifikat for oprindelse og transportdokumentation
- Vær opmærksom på, om du kan opfylde alle kravene i rembursen. Ellers kan kunden nægte at betale, da du har misligholdt kontrakten
Remburs
Remburs kan være en smule kompliceret, men det er en god måde at sikre sig betaling fra udenlandske kunder. Se her, hvordan.
Du kan aftale med din kunde, at han eller hun skal bede sin bank om at udstede en remburs i din favør (på engelsk: ”documentary credit” eller ”letter of credit”).
Remburs er en skriftlig erklæring fra din kundes bank kaldet den åbnende bank (på engelsk: ”issuing bank”) om, at den vil betale et bestemt beløb til dig, hvis du opfylder rembursens betingelser, herunder leverer bestemte dokumenter til banken.
Det er dokumenterne – og ikke varerne – der er det centrale i en remburs.
Betalingsgaranti
Sagt generelt er formålet med en remburs at sikre, at en importør ikke skal betale for de aftalte produkter, før han eller hun har sikkerhed for at få dem, og at en eksportør ikke skal udlevere produkterne – eller de dokumenter, der styrer produkternes udlevering – før han eller hun har sikkerhed for betaling af den aftalte købspris.
En remburs virker altså meget som en betalingsgaranti.
Genkaldelig remburs
En remburs kan være genkaldelig eller uigenkaldelig. Hvis rembursen er genkaldelig, kan den åbnende bank fragå rembursen, indtil eksportørens bank kaldet den adviserende bank (på engelsk: ”advising bank”) har disponeret efter rembursen.
Uigenkaldelig remburs
Hvis rembursen er uigenkaldelig, er rembursen straks forpligtende for den åbnende bank, som ikke kan fragå den, og som indestår over for eksportøren for, at importøren vil opfylde sine forpligtelser i henhold til rembursen.
Bekræftet remburs
En remburs kan derudover være bekræftet. Hvis den er bekræftet, betyder det, at den adviserende bank indestår over for eksportøren for, at importøren vil opfylde sine forpligtelser i henhold til rembursen.
Hvis rembursen er både uigenkaldelig og bekræftet, får eksportøren altså ”dobbelt sikkerhed” for at få sine penge. Det kan være relevant, hvis der er en usikker politisk eller økonomisk situation i den åbnende banks land, eller hvis den åbnende banks økonomiske situation er tvivlsom.
Bankens provision
Den åbnende bank og den adviserende bank vil hver især kræve en provision for de forpligtelser, de påtager sig. Hvis du beder din kunde om at etablere remburs, må du derfor forvente, at spørgsmålet om, hvem der skal bære denne udgift, bliver en del af forhandlingen med din kunde.
Diskontering
Ofte vil sælgers bank kunne tilbyde at finansiere dit tilgodehavende i henhold til en remburs ved diskontering. Du kan på den måde få frigivet likviditet straks og skal ikke vente på, at det aftalte tidspunkt for din kundes betaling af købsprisen, indtræder.
Ved diskontering har du selv kreditrisikoen, og du vil derfor blive bedt om at tilbagebetale det udbetalte diskonterede beløb, hvis din kunde ikke betaler købsprisen.
Sådan forløber en remburs i hovedtræk:
- Sælger og køber indgår en salgsaftale.
- Køber beder den åbnende bank om at udstede en remburs.
- Den åbnende bank sender en bekræftelse til den adviserende bank i form af et ”letter of credit”.
- Den adviserende bank informerer sælger om, at remburs er udstedt.
- Sælger afsender varerne til transportøren og modtager forskellige afskibningsdokumenter.
- Sælger sender afskibningsdokumenterne til den adviserende bank. Dokumenterne er bevis på, at varerne er afskibet, og sælger har dermed opfyldt sin del af salgsaftalen.
- Den adviserende bank sammenligner afskibningsdokumenterne med rembursen. Hvis dokumenterne er korrekte, og rembursen er bekræftet, frigiver banken købsprisen til sælger, men som hovedregel først på det tidspunkt, hvor købsprisen forfalder til betaling i henhold til salgsaftalen.
- Den adviserende bank sender afskibningsdokumenterne til den åbnende bank mod betaling af købsprisen.
Dokumenterne repræsenterer købers ret til at modtage varerne på bestemmelsesstedet. - Den åbnende bank udleverer afskibningsdokumenterne til køber mod betaling.
- Køber præsenterer afskibningsdokumenterne for transportøren.
- Transportøren frigiver varerne til køber.