Hurtigt videre efter konkursen
En af Early Warnings dedikerede opgaver kan være at hjælpe med at lukke virksomheden på en måde, der ikke handlingslammer ejeren. Det lykkedes i bogstaveligste forstand i forhold til Thomas Filyo.
Konkret hjælp
En af bevæggrundene til at oprette Early Warning i 2007 var at yde kriseramte virksomhedsejere konkret hjælp i en vanskelig situation. Men derudover var intentionen også at være med til at skubbe til selvstændighedskulturen i Danmark og få større accept af, at det at gå ned med sin virksomhed ikke behøver at være skamfuldt eller blokere for, at man starter en ny virksomhed op.
Netop den problemstilling fylder meget, når man taler med Thomas Filyo om hans samarbejde med Early Warning. Han gik konkurs i begyndelsen af 2010 med F.L. Industri-elektronik, men er allerede videre som selvstændig konsulent med virksomheden FIOTECH, og det er han rigtig glad for.
Den mentale støtte var afgørende
Hvis ikke jeg havde fundet frem til Early Warning, er jeg temmelig overbevist om, at det ville være endt med, at jeg havde fået mig et lønmodtagerjob i forlængelse af konkursen. Den mentale støtte jeg fik hos både vækstkonsulenten og – ikke mindst – den frivillige rådgiver var afgørende for, at jeg fik lyst til at arbejde videre som selvstændig.
Jeg mødte stor forståelse for min situation og blev opfordret til ikke at se mig så meget tilbage, men komme videre og fokusere på de positive muligheder, der vitterlig var i situationen, siger Thomas Filyo.
Grundig briefing
Medvirkende til det positive udfald af samarbejdet var også, at den frivillige rådgiver, Claus Bjerring Lauritsen, var dygtig til at lede Thomas Filyo frem til beslutningen om at indgive konkursbegæring gennem en meget grundig briefing.
Først ved at analysere på den prekære ordresituation, der var udslagsgivende for, at virksomheden var i krise. I erkendelsen af, at det ikke var sandsynligt at rette op på tingene gennem et øjeblikkeligt mersalg, var næste skridt at kontakte advokat og revisor for at få større overblik og opnå sikkerhed for ikke at begå for eksempel proceduremæssige fodfejl.
Også her fik Thomas Filyo god hjælp fra Claus Bjerring Lauritsen til at formulere en række relevante spørgsmål, så møderne med advokat og revisor var godt forberedte.
En øjenåbner
For mig var det en øjenåbner at få Claus Bjerring Lauritsen som rådgiver. Han var i stand til at få mig til at fokusere og se situationen med andre briller end dem, jeg selv havde på.
Hans erfaring kom mig virkelig til gode, og for eksempel viste hans forudsigelser om omverdenens reaktioner på min konkurs at holde fuldstændig stik. De viste sig slet ikke at være det store monster, som jeg havde bygget det op til i min egen forestillingsverden.
Tværtimod har jeg formået at få alle mine kunder med over i min nye virksomhed. Og banken, der har lidt de største tab i forbindelse med konkursen, har jeg stadig et fint forhold til. Jeg har altid haft et ærligt og meget åbent forhold til min bank og holdt dem informeret hele vejen igennem om udviklingen – også da det begyndte at gå skævt.
Den tillid, som jeg derved byggede op, viste sig også at kunne bære, da jeg måtte kaste håndklædet i ringen. Det var selvfølgelig en god oplevelse, ligesom jeg må sige, at mødet med Early Warning har været, sige Thomas Filyo.
Thomas Filyo etablerede i 1997 F. L. Industri-elektronik ApS sammen med en ingeniør-kollega, og specialiserede sig hen over årene i software til elektroniske styresystemer.
Et fejlslagent forsøg på at vækste ved hjælp af en ekstern samarbejdspartner og rådgiver skubbede virksomheden i den forkerte retning, og da finanskrisen slog igennem hos de store industri-kunder, slap ordrerne op. Dermed blev konkurs den eneste realistiske mulighed for at afvikle virksomheden.
Sidst opdateret: 29.06.2010
Gennemsnit (
3 stemmer)
Din stemme er registreret