Lotte Pia Uttrup gik konkurs med sin virksomhed - i tide.
Early Warning kom med konkrete værktøjer, der kunne handles på
- Jeg har lært en masse, som jeg kan tage med mig. Blandt andet følger jeg med i bogholderi og regnskab på et helt andet niveau end før, og jeg sørger også for at få fakturaerne af sted med det samme. Og så er jeg blevet mere hård over for mine leverandører og forhandler de pristilbud, jeg får fra dem, frem for blot at tage dem til efterretning.
Sådan gør Lotte Pia Uttrup erfaringerne op, når hun kigger tilbage på den periode i 2009, der endte med, at hun gik konkurs med sin rådgivende ingeniørvirksomhed i november måned.
Nu driver hun en ny virksomhed, LPU Rådgivende Ingeniør, der ligesom den tidligere har indeklima som forretningsgrundlag. Men – foreløbig – ikke har andre ansatte end virksomhedsejeren.
Problemer med at lede
Det var nemlig en kraftig vækst med ansættelse af 8 medarbejdere fra 2005 til 2009, der førte til, at Lotte Pia Uttrup fik problemer med at lede den tidligere virksomhed. I hendes egen forestillings- verden ville hun gerne være både administrerende direktør og fortsætte med at løse opgaver for kunderne i halvdelen af tiden. Men det viste sig at være en forkert prioritering.
- Det kom bag på mig, at jeg skulle bruge så meget tid på det ledelsesmæssige. I 2003 begyndte jeg på hobbyniveau og allerede fra start, da jeg blev selvstændig i 2005, fik vi temmelig meget at lave.
Med et stadigt stigende aktivitetsniveau i årene derefter var det min opfattelse, at det gik godt rent økonomisk. Og da jeg henvendte mig til IDA (Ingeniørforeningen), var det derfor først og fremmest med tanke på at få en mentor, der kunne give mig sparring til at blive en mere effektiv personaleleder. - Allerede på det første møde med min mentor, Bjarne Dahl Hermansen, var udfordringen imidlertid en helt anden. På baggrund af friske regnskabstal, der til min store overraskelse ikke var sorte men røde, var opgaven at klæde mig på til at fyre medarbejdere på en måde, jeg selv kunne stå inde for, siger Lotte Pia Uttrup.
En hård tid
Derefter handlede det ikke om mentorfunktion, men om kriserådgivning, og her kom Early Warning ind i billedet på anbefaling af Bjarne Dahl Hermansen. Han tilbød fortsat at stille sig til rådighed, men nu som frivillig rådgiver i samarbejde med Early Warning, hvor han i forvejen var indrulleret i styrken af erfarne virksomhedsledere med dedikation til at hjælpe trængte virksomhedsejere.
For Lotte Pia Uttrup var de følgende måneder frem mod konkursen i november en hård tid, men med et meget omfattende og dybtgående engagement fra Bjarne Dahl Hermansen fik hun rigtig god hjælp undervejs.
Leverandørerne fik tilgodehavender
- Jeg har tidligere i andre sammenhænge brugt konsulenter, hvor ganske mange timer er gået med, hvad jeg vil betegne som ”indledende øvelser”. Med Early Warning har det været helt anderledes. Noget af det, jeg har været rigtig glad for, er, at der med det samme blev taget fat i nogle helt konkrete værktøjer, som jeg kunne bruge til at handle på. Både dette og den mentale støtte, jeg har fået, har været en stor hjælp for mig.
- For eksempel har jeg lært, at det med at gå konkurs jo ikke er noget, man skal se som noget suspekt eller tage meget personligt. Det sker for mange forskellige virksomhedsejere af forskellige grunde.
Men beslutningen om konkurs var svær at tage, fordi virksomheden var mit hjertebarn. Hvis ikke jeg havde haft Bjarne Dahl Hermansen ved min side, havde jeg måske trukket pinen længere ud, siger Lotte Pia Uttrup.
