Efter salg af virksomhed
Forløbet efter ejerskiftet kan beskrives i 3 faser: Offentliggørelse, ledelsesovergang og fremtidsplaner.
Når din virksomhed er solgt, er der stadig en række opgaver, der skal løses – både i virksomheden og for dig personligt.
Det er vigtigt, at virksomheden kommer godt igennem den afsluttende del af ejerskifteprocessen, der blandt andet omfatter offentliggørelse af ejerskiftet og overdragelse af ledelsesansvaret. På det personlige plan skal du samtidig i gang med at skabe et nyt indhold i dit liv.
Forløbet efter ejerskiftet kan beskrives i 3 faser:
Offentliggørelse
Offentliggørelsen af ejerskiftet skal planlægges omhyggeligt. Orienter medarbejderne tidligt i forløbet. Og koordiner udmeldingerne med køber, så det I melder ud sammen, er klart og utvetydigt. Det minimerer risikoen for utryghed blandt medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.
Ledelsesovergang
Ændringer i ledelsen er en naturlig del af ejerskiftet. I samme forbindelse sker der ofte andre ændringer i virksomhedens organisation og ledelsesstruktur. Opstil mål og lav en handlingsplan for ledelsesskiftet, så jeres forventninger bliver afklaret tidligt i forløbet.
Fremtidsplaner
Efter ejerskiftet vil dit nye liv være meget forskelligt fra det, du har været vant til. Det kan være en udfordring at skabe et nyt liv, der står mål med det gamle. Også her gælder det om at gå tidligt i gang med planlægningen. Overvej også, hvad der skal ske med de penge, du får for virksomheden.
