- Start kun op som selvstændig, hvis du kan klare dig det første halve år uden indtjening
- Undgå en presset økonomi, da den vil skinne igennem, når du snakker med potentielle kunder og påvirke dit salg i negativ retning
- Ved opsøgende salg er det vigtigt, at dit danske sprog er i orden, alternativt kan et godt engelsk være tilstrækkeligt
- Brug den nødvendige tid på, at definere dine kunder og lyt til deres behov
- Vær ydmyg og afslappet, når du har kundekontakt
- Vær forberedt på at det til tider er nødvendigt at arbejde mange timer for at kunne levere en løsning til dine kunder til tiden
Telerådgiver, som lytter til kunden
Via sit arbejde i TDC som blandt andet telerådgiver og large account manager har Kadri Elwan lært, hvor vigtigt det er at have fokus på kundernes behov for at kunne tilbyde dem de bedste løsninger. Sin viden og kompetencer inden for telerådgivning har Kadri opbygget via uddannelse og erhvervserfaring, og han bruger dem dagligt i sin virksomhed Mobile Trade.
Bedre servicering af kunder
Gennem sin uddannelse inden for handel og analyse og sit tidligere arbejde i TDC har Kadri lært rigtig meget om telerådgivning, som handler om at analysere og forstå virksomheders behov for at effektivisere deres telefoni og finde den rigtige leverandør af løsningen.
”I mit arbejde for TDC havde jeg kontakt til rigtig mange kunder, som jeg leverede TDC løsninger og services til. I nogle tilfælde kunne det have været en fordel at have leveret løsninger baseret på andre produkter end TDC’s”, siger Kadri. Det var her hans idé om at blive selvstændig begyndte at tage form, og ideen om virksomheden Mobile Trade, som ligger på Frederiksberg, blev til virkelighed.
Klare mål for virksomheden
Da Kadri begyndte at overveje at starte som selvstændig lavede han en forretningsplan. I forretningsplanen har han et mål om, at han inden 12 måneder på sin hjemmeside skal have referencer fra de virksomheder, han har leveret løsninger til. Desuden skal hans indtjening om 18 måneder mindst være den samme, som da han arbejdede for TDC. Hvis indtjeningen ikke er det, vil han genoverveje, om han fortsat skal arbejde som selvstændig.
Bruger meget tid på kunden
For at nå de opstillede mål fokuserer Kadri på at definere sine kunder og finde ud af, hvad det præcis er, han skal kunne tilbyde dem, og som konkurrenterne måske ikke kan.
”Her i startfasen bruger jeg rigtig meget tid på at søge efter kunder og få afgrænset dem i forhold til, hvad jeg kan tilbyde dem, og hvad jeg kan overskue”, siger Kadri. Han har valgt at abonnere på en kundedatabase for at få adgang til de bedst mulige data om kunderne.
”Jeg forsøger at have mindst to kundemøder om ugen, og jeg er ret sikker på, at jeg snart har kontrakter med de to første store kunder i hus”, siger en glad Kadri. Hvis det lykkes for Kadri, betyder det to til tre måneders arbejde med at gennemgå data om kundernes telefonisystem og opstille forslag til mere effektive løsninger.
Sund økonomi
Kadri har valgt at satse forsigtigt økonomisk, og han har kun investeret 35.000 kroner i IT. ”Hvis det ikke lykkedes at få en forretning op at køre, så har jeg bare fået mig en god pc”, siger han med et smil. ”Ved ikke at være presset økonomisk virker du ikke desperat efter at få en ordre, når du har mødes med kunden, og dermed forbedrer du faktisk chancen for at få en ordre.”
Internationalt netværk og samarbejdspartnere er afgørende
Drømmen er, at Mobile Trade om fem år er vokset til to ansatte, så de også kan tilbyde kunderne den praktiske løsning i form af levering af hardware direkte fra Mobile Trade i stedet for fra leverandører.
”Jeg er meget afhængig af mit netværk til andre telerådgivere, så vi kan udveksle erfaringer. Særligt afhængig er jeg dog af, at jeg har et godt samarbejde med leverandørerne om den hardware, som min analyse viser, at virksomhederne har behov for”, siger Kadri.
Hans netværk og kendskab til telekommunikation strækker sig også ud over Danmarks grænser og omfatter dele af Europa og Asien. ”Da jeg skulle give tilbud på at løse en opgave, der involverede telesystemer i flere lande, var det en fordel, at jeg kender telerådgivere i forskellige lande, som ville kunne hjælpe med at løse opgaven - ellers ville jeg ikke have kunnet byde på den”, siger Kadri, som selv er født i Danmark men har syrisk baggrund og blandt andet derfor ved, hvor vigtigt det er at have fokus på udlandet.
Kadri begyndte allerede at opbygge sit netværk for 10 år siden, da han lige var startet i TDC – et netværk han som selvstændig i dag har stor gavn af, og som i dag hjælper Kadri med at opfylde sin drøm.