Cem vil skabe sit eget tøjmærke
17-årige Cem Celik var egentlig træt af skolen, men nu går han hver dag forventningsfuld til timer på Tietgenskolen i Odense, hvor han følger en to-årig iværksætter-linje for unge.
- Hvis ikke det var for den her uddannelse, så var jeg måske droppet ud af skolesystemet nu, siger han selv.
Tietgenskolens særlige tilbud til unge med iværksætter-drømme tiltaler Cem, fordi han selv går og pusler med en fremtidsdrøm. Han vil udvikle sit eget tøjmærke, som præcist rammer de unges smag. En målgruppe han selv er en del af og kender rigtig godt.
- En gang om måneden er vi fem-ti unge, som tager toget til København for at shoppe tøj. Jeg ved præcis, hvad de andre kan lide, og hvad de går op i, og det har givet mig ideen til at lave tøjet selv og blive selvstændig, forklarer Cem Celik om sin forretningsidé.
Kan bruge skolen
Han er allerede langt med at udvikle et godt logo til sit tøjmærke, og på skolen lærer han, hvad der skal til for at blive en succesrig sælger og iværksætter.
- Hvis ikke det var fordi, at jeg har mit eget projekt, så ville jeg måske ikke gå helt så meget op i fagene. Men nu kan jeg bruge det, vi lærer i fag som markedsføring, service og økonomi direkte til at arbejde videre med mine egne planer, og jeg kan få hjælp fra lærerne, siger Cem Celik.
Han glæder sig til andet år på HG-linjen, hvor han kan bruge alt det, som han lærer på første år, til at gå i dybden med sit eget iværksætter-projekt.
Vil gerne kunne klare sig selv
At blive selvstændig ligger ikke helt fjernt for Cem Celik. Forældrene stammer fra Tyrkiet, og Cems mor har egen frisørsalon, og hans far er vognmand. Cem kan godt lide tanken om, at han en dag også kan klare sig selv.
- Min far har altid sagt, at jeg skulle holde fast ved skolen og få en uddannelse og et godt job. Eller blive selvstændig, fortæller han.
Da Cem Celik gik ud af 9. klasse ville han gerne i gymnasiet, men karaktererne var ikke til det. Så tog han 10. klasse, for at forbedre sit gennemsnit. Resultatet blev desværre det modsatte.
- Det gik faktisk ned ad bakke i 10. klasse, siger Cem Celik.
Kan lide at gå i skole nu
Det var fristende at droppe helt ud af uddannelsessystemet, men så hørte han om iværksætter-linjen og var ikke i tvivl. Det ville han prøve.
- Jeg var lidt træt af skolen efter 10. klasse, men her er det noget helt andet. Vi arbejder meget mere praktisk og med forskellige projekter, og det kan jeg rigtig godt lide, siger Cem Celik.