Lær af dine egne og andres erfaringer
Det er en god idé at evaluere dit iværksætterforløb, så du kan bruge dine erfaringer senere.

I en travl hverdag er det fristende at springe evaluering over, men det er spild af en oplagt mulighed for læring. Når du evaluerer iværksætterforløb på din skole, lærer du af dine erfaringer til næste gang, du sætter iværksætteri på skemaet. Og lige så vigtigt: Det giver samtidig andre mulighed for at lære af dig.
Århus Produktionsskole har evalueret deres iværksætterforløb og uddraget læring, som også er til gavn for din undervisning.
Skolens evaluering af et to uger langt forløb viser:
- Alle eleverne synes, det var spændende, og at de har lært noget.
- Flere af eleverne er sikre på, at de vil starte egen virksomhed på et tidspunkt
- Men de svageste har brug for mere hjælp. Næste gang, skolen kører iværksætterforløb, får alle elever en liste over opgaver, de skal igennem undervejs, for at skabe mere overblik.
- Virksomhedsbesøg er et hit, så skolen overvejer også endnu flere besøg ud af huset næste gang.
Evalueringen fra Århus Produktionsskole viser også, at skolen har haft stort udbytte af samarbejdet med Etnisk Erhvervsfremme og Startvækst Aarhus.
”Vi har fået rigtigt meget ud af deres engagement i vores projekt. Samtidig har deres store erfaring givet os en masse ideer til, hvordan man griber et projekt om iværksætteri an på en produktionsskole. Vores to møder var meget inspirerende. Under forløbet fungerede de som vores ”hotline”.
Jørgen Skov Thomsen, lærer, Aarhus Produktionsskole
Optimer og del gode ideer
Det er en fordel at udveksle erfaringer med andre skoler om at gennemføre iværksætterforløb og optimere forløbet til næste gang.
Gode ideer, der hjælper eleverne med at afklare deres iværksætterdrøm og styrke deres kompetencer, så de kan realisere deres drøm, kan med fordel deles.
Det kan for eksempel gøres på denne enkle måde: Du skriver løbende erfaringer i en webbaseret log bog og vurderer, hvad der kan udelades, og hvad der kan forbedres næste gang. Her kan du også skrive ideer til næste gang, du sætter iværksætteri på skemaet.
Du kan for eksempel fokusere på
- om undervisningen har ansporet de unge til at tage en uddannelse
- om undervisningen har aktiveret potentialet i elever med iværksætterlyst
- om du har inddraget erhvervsdrivende nok i forløbet
- om eleverne har fået tid nok til at arbejde med deres egne ideer
Lærere og ledere kan også udveksle erfaringer, når I mødes i produktionsskoleforeningens regi eller hos Danske Erhvervsskoler. Her kan I for eksempel holde workshop om iværksætteri.
Sidst opdateret: 05.06.2012