Formål
Etnisk Erhvervsfremmes hovedformål er at fremme etablering, overlevelse og vækst for nydanske iværksættere og virksomheder med nydanske ejere.
Vi udvikler og forbedrer offentlig/privat vejledning og rådgivning, særligt i forhold til fire målgrupper: Nydanske virksomhedsejere, internationale unge under uddannelse, kvindelige nydanske iværksættere og medfølgende ægtefælle/ sammenførte. Den offentlige/private vejledning og rådgivning omfatter den kommunale erhvervsservice, de regionale væksthuse, private rådgivere, uddannelsesinstitutioner, UU-centre (Ungdommens Uddannelsesvejledning), jobcentre og konsulenter i typiske expats-foreninger/virksomheder.
Dette vil vi nå ved:
1. At agere vejviser for målgrupperne og guide dem hen til de rette vejledere og konsulenter
Derved får de den rette viden og værktøjer, der er tilpasset målgruppernes kompetencer på det faglige, sproglige og personlige område.
2. At etablere særlige tilbud til målgrupperne
For eksempel i form af events, opsøgende vejledning, mulighed for at være rollemodel, mentorordninger, netværk samt værktøjer tilpasset til sproglig og kulturel baggrund.
3. At opsamle, kvalificere og formidle viden til vejledere og konsulenter og de centrale interessenter på området
For eksempel kommuner, regioner, ministerier, styrelser og organisationer.
Etnisk Erhvervsfremme er et nationalt initiativ, der er udviklet af et partnerskab bestående af Københavns, Århus, Odense, Ålborg, Vejle og Slagelse kommuner, regioner, Beskæftigelsesministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet repræsenteret ved Erhvervsstyrelsen. Det består af lokale enheder i de seks kommuner og et nationalt videnscenter.
Initiativet har eksisteret siden august 2010 og er udsprunget af regeringsgrundlaget fra 2007 - "Mulighedernes samfund." Her er der blandt andet fokus på, at regeringen vil oprette et center for etnisk erhvervsfremme.
Sidst opdateret: 24.01.2013