- Find mere information om listen over farlige stoffer på Retsinformations hjemmeside og på Miljøstyrelsens hjemmeside
Farligt affald
Som virksomhedsejer er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvilke affaldsstoffer der er farlige, samt at du ved, hvordan de skal håndteres.
Farlige stoffer
EU har lavet en liste over farlige stoffer med det formål at informere om risici samt at sætte standarder for klassificering og mærkning af farlige kemiske stoffer/stofgrupper. Denne liste kan være vigtig at have indblik i, hvis du som virksomhedsejer arbejder med farlige stoffer.
Farlige stoffer omfatter fx kræftfremkaldende, miljøskadelige og brandfarlige stoffer.
Listen over farlige stoffer er ikke udtømmende, da der hele tiden kommer ny viden. Listen bliver derfor opdateret med mellemrum.
Selvklassificering
Ikke alle farlige stoffer er klassificerede og dermed heller ikke opført på listen. Hvis man arbejder med kemiske stoffer, som ikke findes på listen, er det op til producenten eller importøren at vurdere, hvor farlige de er.
Datamangel er et stort problem i vurderingen af kemikaliers farlige egenskaber. Miljøstyrelsen vurderer, at der for op mod 90 % af de ca. 100.000 stoffer på den europæiske fortegnelse over eksisterende stoffer er ingen eller få data.
På den baggrund har Miljøstyrelsen udarbejdet en vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer.
Miljøstyrelsens liste til selvklassificering indeholder pt. 20.624 stoffer, som anbefales klassificeret for en eller flere af følgende effekter:
- Akut farlig ved indtagelse
- Sensibiliserende
- Skader på arveanlæggene
- Kræftfremkaldende
- Farlig for vandmiljøet.
Listen er ikke bindende, men er tænkt som et tilbud om hjælp til selvklassificering i de tilfælde, hvor der ikke findes andre pålidelige data.
Du kan finde mere information om selvklassificering af farlige stoffer på Miljøstyrelsens hjemmeside
Brug af lister
Listen over farlige stoffer og muligheden for selvklassificering er en vejledning til producenter, produktudviklere, importører, indkøbere og andre aktører om farlige kemikalier.
Generelt gælder det, at stofferne på listen skal mærkes med det eller de faresymboler, farebetegnelse, R-sætning og S-sætning, som listen angiver.
De lister, der findes, er:
- Listen over farlige stoffer (Retsinformation)
- Effektlisten (Miljøstyrelsen)
- Listen over uønskede stoffer (Miljøstyrelsen)
- Liste til selvklassificering (Miljøstyrelsen)
Listerne kan bruges af alle i din virksomhed, der omgås farlige stoffer, samt af andre, der har interesse for kemiske stoffers anvendelse i produkter.
Anvendelse af listerne forudsætter dog, at du har en vis miljøfaglig viden for at kunne vurdere stoffernes anvendelse i produkter, alternativernes egenskaber og egnethed mv.
Producentens ansvar
Producenter af kemiske stoffer har ansvaret for korrekt klassificering og mærkning af deres produkter, også selvom disse produkter ikke er nævnt på listen over farlige stoffer.
Produktudviklere i den kemiske industri bør prøve at forudsige klassificeringen af nye stoffer allerede i produktudviklingsfasen. Hvis et nyt stof må antages at blive klassificeret som meget farligt, bør det overvejes, om det er meget vigtigt at udvikle og bruge dette.
Produktudviklere, som anvender kemiske stoffer som komponenter i nye produkter, kan bruge listen over farlige stoffer til en første miljø- og sundhedsvurdering af anvendte stoffer.
Importørens ansvar
Importører har ansvaret for, at importerede kemiske stoffer overholder klassificerings- og mærkningsreglerne, hvad enten stofferne findes på listen over farlige stoffer eller ej.
Professionelle indkøbere, både af råvarer til produktion og af færdigvarer til brug, kan bruge listen over farlige stoffer som en del af de miljø- og sundhedsmæssige vurderinger af de anvendte råvarer.
Når man skal udskifte et stof med et andet, bør du altid sikre sig, at erstatningsstoffet er mindre miljø- og sundhedsbelastende. Det bør altid tilstræbes at anvende alternativer, hvis effekter er velbelyste. De her omtalte lister kan bruges til at få overblik over de 1.400 stoffer, der har kendte miljø- og sundhedseffekter.
Hvis din virksomhed ikke er i besiddelse af den tilstrækkelige viden, kan du hente hjælp fra teknologiske serviceinstitutter og private rådgivere med miljø- og sundhedsfaglig ekspertise.
