Fortrydelsesret
Hvis en forbruger køber en vare eller ydelse på din virksomheds hjemmeside, så vil hun eller han som udgangspunkt have fortrydelsesret.
Fortrydelsesretten indebærer, at forbrugeren kan træde tilbage fra købet, og at købsaftalen betragtes, som om den aldrig var indgået. Vær opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder for virksomheder, der køber varer eller ydelser på din hjemmeside.
Anvendelsesområde
En forbruger, der køber en vare eller ydelse på din virksomheds hjemmeside, har fortrydelsesret undtagen ved køb af fx levnedsmidler og andre husholdningsvarer, som leveres på bopælen eller arbejdspladsen som led i en organiseret og regelmæssig vareudbringning (fx onlinesupermarkeder), hotelophold, rejser eller restaurationsbesøg, og billetter til koncerter, fodboldkampe, teaterforestillinger o.l.
Hvis en forbruger, der har købt en vare eller ydelse på din virksomheds hjemmeside, har fortrydelsesret og vil bruge den, så skal hun eller han meddele det til din virksomhed inden for en frist på 14 dage. Det er tilstrækkeligt for at overholde fristen, at meddelelsen er afsendt til din virksomhed inden 14-dagesfristens udløb. Meddelelsen kan også gives mundtligt, men en mundtlig meddelelse er sværere at bevise.
Beregning af fristen
Fristen på de 14 dage regnes fra det seneste af følgende to tidspunkter: 1) Den dato, hvor forbrugeren har fået det købte eller den første af flere leveringer i hænde, og 2) den dato, hvor forbrugeren har modtaget købsbetingelserne fra din virksomhed på papir eller andet varigt medium. Du kan læse mere om, hvad det er for nogle købsbetingelser, din virksomhed skal levere til forbrugeren, på siden om B2C-handel.
Ved en forbrugers køb af en vare eller ydelse, der skal skræddersyes til hendes eller hans behov, så regnes fristen på de 14 dage dog fra det seneste af følgende to tidspunkter: 1) Den dato, hvor købsaftalen indgås mellem forbrugeren og din virksomhed, eller 2) den dato, hvor forbrugeren har modtaget købsbetingelserne fra din virksomhed på papir eller andet varigt medium, jf. herom lige ovenfor.
Fristens seneste udløb
Uanset det, der står ovenfor om beregning af fristen, så udløber fortrydelsesfristen senest en bestemt dato. Hvis en forbrugers køb angår en vare, så udløber fortrydelsesfristen senest tre måneder efter den dato, hvor forbrugeren fik varen, det første parti eller den første af flere leveringer i hænde. Hvis en forbrugers køb angår en ydelse, så udløber fortrydelsesfristen senest tre måneder efter, at købsaftalen mellem jer blev indgået.
Ved en forbrugers køb af en vare eller ydelse, der skal skræddersyes til hendes eller hans behov, så udløber fortrydelsesfristen dog som udgangspunkt senest på det tidspunkt, hvor din virksomhed begynder skræddersyningen, forudsat at forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at din virksomhed kan gå i gang med skræddersyningen. Du bør få forbrugerens samtykke på skrift.
Fremgangsmåde
Hvis en forbruger vil bruge sin fortrydelsesret, så skal hun eller han - ud over at meddele det til din virksomhed inden fortrydelsesfristens udløb - give det, hun eller han har modtaget fra din virksomhed, tilbage inden fortrydelsesfristens udløb, fx ved at overgive det til en fragtfører eller posthuset. Forbrugeren kan også undlade at modtage eller indløse forsendelsen fra din virksomhed, fx ved at lade være med at hente den på posthuset.
Betingelser
Hvis en forbruger bruger sin fortrydelsesret, så skal det, hun eller han har modtaget fra din virksomhed, gives tilbage til din virksomhed på virksomhedens forretningssted i væsentlig samme stand og mængde, som det var i, da forbrugeren fik det i hænde. Hvis din virksomhed udtrykkeligt har gjort forbrugeren opmærksom på det, gælder fortrydelsesretten ikke varer, der er taget i brug, eller hvor forseglingen er brudt, fx på musik CD’er.
Jeg er selvstændig og har været ved at ansætte en skuespiller på et projekt. Jeg sender et udkast ti ...
Hej med jer Vi har en ny ansat som sælger. Hun har kørt 2 dage alene i marken, ud over de dage hun h ...
