Franchisekontrakt

Det personlige forhold mellem franchisegiveren og franchisetageren og deres fælles stræben mod succes er langt vigtigere end den formelle kontrakt. I de fleste franchisesystemer er det almindelig anerkendt, at franchisegiveren ejer følgende:

• Varemærket eller firmanavnet og den goodwill, der er forbundet hermed
• Virksomhedskonceptet – et system, der er beskrevet i en driftsmanual, eller manualer, der indeholder konfidentielle elementer
• I visse tilfælde formularer, hemmelige opskrifter, arbejdsbeskrivelser, tegninger og skitser samt operationelle dokumenter
• Copyright på de af ovennævnte elementer, som kan underlægges denne beskyttelse.

Kommercielle overvejelser

For det første er der de kommercielle overvejelser, og disse har medført mange problemer for franchisegiverne gennem årene. Det er meget svært at fastsætte en territorial aftale, som er fair for begge parter, især fordi det ikke er let at bedømme omfanget af mærkets potentiale og indtrængning på markedet. Faktisk kan selv størrelsen af det pågældende marked ofte ikke anslås.

Igennem mange år har franchisegivere, der har valgt at udstede enerettigheder til territoriale områder, kunnet konkludere, at man ikke kan være sikker på, at området udnyttes fuldt ud. Følgerne heraf kan skade netværket som helhed.

Udfordringen er, at markedet og efterspørgslen fx skabes gennem markedsføring, og hvis området ikke udnyttes fuldt ud, giver det anledning til, at et konkurrerende mærke kan etablere sig. Samtidig vil utilfredse eller potentielle kunder inden for et franchisesystem med al sandsynlighed ikke se sig om efter en anden enhed i samme system for at få opfyldt sine behov. Franchisen opbygger således et dårligt omdømme.

Den åbenlyse reaktion herpå vil være at opstille præstationsmål. Da vurderingen af de opstillede præstationsmål afhænger af de samme faktorer, som indgår, når et territorialt område skal defineres, er problemet det samme. I opstillingen af realistiske præstationsmål bør ligeledes indgå faktorer som forretningens potentielle udvidelse. Disse anliggender er tilsvarende svære at behandle på retfærdig vis.

Juridiske overvejelser

Det andet aspekt vedrører de juridiske overvejelser. Indførelsen af eneret til territoriale områder er basalt set i strid med dansk og europæiske konkurrencelovgivning. Der er givet en undtagelse, som de fleste franchisesystemer må antages at falde ind under - ønskes der yderligere oplysninger herom, henvises til speciel litteratur om emnet.

De fleste franchiseaftaler giver imidlertid franchisetageren ret til at forny aftalen. Hvis aftalen ikke indeholder en ret til at forny aftalen, bør den kommende franchisetager være varsom. Det kan betyde, at franchisegiveren ikke er indstillet på at indgå fornyelsen eller vil forsøge at tage en høj pris for fornyelsen.

Der kan være juridiske årsager, der ikke gør det muligt at give en kontraktmæssig rettighed til endeløs forlængelse, og de fleste aftaler vil indeholde en vis tidsmæssig begrænsning. Du bør dog vogte dig for aftaler, der bevilliger en forholdsvis kort begyndelsesperiode og opkræver en stor tillægsbetaling ved fornyelsen.

En franchisegiver, der er omhyggelig i sin udvælgelse af nye ansøgere, vil have lige så stor grund til at være selektiv overfor de, som bliver en del af netværket ved opkøbet af en etableret franchise. Tilfælde, hvor franchisetageren selv finder en køber til sin forretning, er det eneste, hvor franchisegiveren ikke selv står for rekrutteringen.

Kriterierne for, hvordan en eventuel køber bør bedømmes, skal fastsættes i kontrakten. Visse franchisegivere indføjer i kontrakten, at de har en option til at købe forretningen og/eller godkende prisen, hvis franchisetageren ønsker at sælge. Hvis en sådan bestemmelse indføjes i kontrakten, bør franchisegiveren som minimum udbetale den pris, der svarer til, hvad en ægte køber ville tilbyde. Enhver kunstig formular, der gør det muligt for franchisegiveren at købe til under markedsværdien, bør modsættes.

Mediation er i praksis en proces, hvor der indgår en opmand (mediator), som er udvalgt af de involverede parter. Dette er fordelagtigt, da forhandlingen foregår privat. Den udvalgte mediator eller opmand kan vælges på baggrund af sin specialiserede viden om den forretning, som er genstand for konflikten.

Tidspunktet for forhandlingen kan fastsættes ud fra, hvornår det passer de involverede parter. De to parter kan fastslå reglerne for forhandlingen og derved spare tid og penge. Der er også ulemper forbundet med denne type af konflikthåndtering. Det er ikke enhver stridighed om franchisekontrakten, der kan løses ved at udpege en mediator - eksempelvis vil en franchisegiver ikke acceptere at få en mediator til at dømme, hvorvidt kvalitetsstandarderne og andre driftsstandarder overholdes.

Franchisegiverens ret til at fremsætte et påbud/forbud kan svækkes, hvis mediatoren ikke giver franchisegiver ret i de fremsatte påstande. Et forkert valg kan medføre en afgørelse, der ikke er tilfredsstillende for nogle af parterne. Områderne, hvor mediation er velegnet, er konflikter, som eksempelvis skyldes misforståelser omkring beregningen af afgifter eller i forhold til retten til at få fornyet franchiseaftalen.

Konsekvenserne ved en ophævelse vil normalt være, at franchisegiveren vil have al forbindelse med franchisetageren til at ophøre. Franchisetageren vil ikke have ret til at anvende varemærket/firmanavnet samt franchisegiverens øvrige ejendomsret.

Herudover er franchisetageren forpligtet til ikke at konkurrere med franchisegiveren eller andre franchisetagere inden for en vis tidsperiode, hvis der foreligger en konkurrenceklausul. Franchisetageren vil heller ikke have mulighed for at anvende franchisesystemet eller andre elementer af franchisesystemet.

I denne artikel er det ikke muligt at få dækket alle de detaljerede aspekter. De ovennævnte punkter indeholder imidlertid nogle af de grundlæggende dele af franchisekontrakten og sætter læseren i stand til at arbejde med kontakten på et relativt oplyst grundlag.

FAKTA...

Denne artikel skal ikke forsøge at erstatte juridisk rådgivning