Danida
Danida inddrager dansk erhvervsliv i udviklingsbistanden for at skabe vækst gennem virksomhed.
Danida Business Partnerships
DB Partnerships fremmer lokal erhvervsudvikling gennem støtte til langsigtede samarbejder mellem lokale og danske virksomheder i Danidas partnerlande. Formålet med DB Partnerships er gennem kommercielt drevne partnerskaber at skabe anstændige arbejdspladser og samfundsudvikling i udviklingslandene. Derfor tilbyder Danida at støtte nogle af de omkostninger, som danske virksomheder har i forbindelse med overførsel af knowhow og teknologi til deres lokale partnere. DB Partnerships støtter også brede partnerskaber, som favner bredere end kun b2b-samarbejder, ligesom der gives prioritet til partnerskaber med fokus på miljø/energi, værdikæder og regionalt samarbejde på tværs af flere udviklingslande.
DB Partnerships er en sammenlægning og videreførelse af Business-to-Business (B2B) Programmet og Programme for Innovative Partnerships for Development (IPD).
Danida Business Finance
DB Finance finansierer større infrastrukturprojekter, primært offentlige, som ikke kan finansieres på markedsvilkår. Det gøres ved at tilbyde rentefrie lån med 10 års løbetid, hvor renter, eksportkreditpræmie og andre finansielle omkostninger finansieres med bistandsmidler. Ved at fremme adgangen til langsigtet finansiering gennem inddragelse af kommercielle parter kan ordningen muliggøre betydelige investeringer i vigtig infrastruktur og dermed skabe bedre rammer for bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse. Endvidere kan ordningen medvirke til lokal jobskabelse ved at sikre adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder. Ordningen er som udgangspunkt bundet til danske virksomheder.