Eksportrådet
Eksportrådet er en del af Udenrigsministeriet, som i hele verden løser opgaver for virksomhederne inden for eksport, internationalisering og investeringsfremme. 350 medarbejdere på ambassader, generalkonsulater og handelskontorer i mere end 60 lande verden over giver både gratis information om eksportmarkeder og løser individuelle opgaver for danske virksomheder.
Eksportrådet tilbyder den enkelte virksomhed strategisk sparring om hvilke markeder, den med fordel kan prioritere. Eksportrådet udarbejder også individuelle markedsrapporter om virksomhedens branche og analyser af markedsmuligheder og konkurrenter. I etableringsfasen rådgiver Eksportrådet om den bedste form i udlandet - eksempelvis agent, distributør, forhandlere, joint-venture, datterselskab m.v.
I denne proces hjælper Eksportrådet aktivt med at identificere de mest relevante partnere og kundeemner samt bistår med kontakt til myndigheder. Desuden tilbyder Eksportrådet danske virksomheder hjælp til udstillinger, markedsføring, kontorfaciliteter og procedurer omkring told og afgifter. Små og mellemstore virksomheder har særligt gode muligheder for at få rådgivning og støtte til eksportprojekter.