Eksportmuligheder 2009 og 2010
Den økonomiske krise mindsker efterspørgslen i udlandet på danske varer og services. Konkurrencen skærpes, og der er et nedadgående pres på priserne.
Særlig i lande med en forringet valuta, som for eksempel i Sverige, Norge, Storbritannien, er det svært for danske virksomheder at opnå et fornuftigt dækningsbidrag. I nogle tilfælde bliver situationen yderligere vanskelig på grund af finanskrisen, som indskrænker og fordyrer kreditter.
Men selvom 2009 bliver et vanskeligt år for danske eksportvirksomheder byder eksportmarkederne stadig på muligheder. Det viser en analyse, udarbejdet af cheføkonom Jacob Warburg i Danmarks Eksportråd.
Ifølge analysen har finanskrisen ikke ramt alle lande lige hårdt, og nogle lande forventes at komme hurtigere ud af krisen end andre lande. Hertil kommer, at danske eksportvirksomheder står stærkere på nogle markeder end på andre, hvor der er mulighed for at vinde markedsandele.
De fem store eksportmarkeder
Næsten alle de store danske eksportmarkeder forventer tilbagegang i 2009. Herefter lysner det gradvist, men selv i 2010 vil kun de færreste have nået op på samme vækstrater, som i 2008. På Danmarks fem absolut største eksportmarkeder: Tyskland, Sverige, Storbritannien, USA og Norge, spås et kraftigt fald i 2009. Kun i Sverige forventes en højere vækst i 2010 end i 2008.
I forhold til BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), forventes det, at Kina og Indien kan blive mindre hårdt ramt, og hurtigere end andre lande vil de opleve betydelig økonomisk vækst. I Rusland og Brasilien ser det også stadig relativt positivt ud.
Blandt andre relativt positive markeder kan peges på Tyrkiet, Kasakhstan, Kenya, Kroatien, Syrien, Tjekkiet, Egypten, Vietnam og Saudi Arabien. Disse lande ser ud til at bevare relativt høje vækstrater og vil ifølge analyse være de hurtigste, som kommer igennem krisen. I Mellemøsten og Den arabiske Golf er der også muligheder for danske virksomheder, og i de kommende to år forventes der at være potentiale for vækst i regionen.
Danmarks Eksportråd har udvalgt et antal lande, hvor markedsmulighederne – trods krise - tegner relativt positivt. Listen er ikke udtømmende og de anførte vurderinger i sagens natur forbundet med usikkerhed. Hertil kommer, at mange danske virksomheder råder over så særlige kompetencer og har så unikke produkter, at de har gode afsætningsmuligheder, selv når det pågældende lands økonomi er i recession.
For andre danske virksomheder gælder det dog, at afsætningsmulighederne tegner lysere på markeder i vækst end på markeder i tilbagegang. Det er med dette udgangspunkt at listen er udformet. Ønsker man mere specifikke oplysninger om mulighederne for et konkret produkt, kan det anbefales at rette kontakt til Danmarks Eksportråd i det pågældende land.
Læs mere på: www.eksportraadet.dk eller kontakt Danmarks Eksportråd på telefon: 33 92 08 84.
Læs mere om udsigten på specifikke markeder i cheføkonom Jakob Warburgs analyse: Danske eksportmuligheder i 2009 og 2010(pdf)
Læs mere om finanskrisen og denskonsekvenser for dansk eksport på: http://www.finanskrise.um.dk/