Stive regler stopper gennembrud i Rusland
Eksporten til Rusland stiger. Men handelshindringer står i vejen for det helt store gennembrud. Et russisk medlemskab af WTO kan rydde bøvlet af vejen.
Krisen har haft et godt greb i de russiske vinterfrakker. Men trods et tilbageskridt i 2009 er russisk økonomi igen ved at være på omgangshøjde med de vækstrater, der gennem de seneste 10 år gennemsnitligt har ligget på 5,5 pct. om året.
Danmark har i samme periode øget eksporten til Rusland med gennemsnitligt 10,6 pct. årligt. Men ifølge beregninger fra Erhvervs- og Byggestyrelsen har danske virksomheder alligevel en uudnyttet eksportmulighed på 39 pct., svarende til 3,2 mia. kr., ventende på sig.
Opfatter markedet som usikkert
Når danske virksomheder ikke satser mere på et nærmarked i vækst, er det fordi, man opfatter markedet som usikkert – tekniske handelshindringer, korruption og økonomisk kriminalitet ses, som de tre største barrierer.
- Der er mange penge at tjene i Rusland. Men det er også et meget besværligt marked at bevæge sig rundt på. Og tekniske handelshindringer udgør det absolut største problem, fastslår afsætningspolitisk chef Peter Thagesen, DI, og uddyber:
- Rusland kører med en række egne produktstandarder og produktgodkendelser. Eksempelvis er danske sanitære krav på fødevareområdet meget høje, men alligevel kan danske virksomheder risikere at blive mødt med, at man ikke opfylder specifikke russiske krav på området. Og det kan være dyrt og besværligt at erhverve disse godkendelser, siger Peter Thagesen.
– Løsningen på problemet er, at Rusland bliver medlem af verdenshandelsorganisationen, WTO, fordi de så i højere grad skal følge de internationale standarder, som andre benytter, foreslår Peter Thagesen.
Ønsker mere forudsigelighed
Carlsberg A/S har for længst etableret sig i Rusland – og med succes. Virksomheden har gennem en fortløbende kontakt til både lokalregeringer og på mange andre niveauer kunnet undgå mange forhindringer, fortæller CEO Jørgen Buhl Rasmussen.
– Et WTO-medlemskab vil helt klart hjælpe, så alle standarder og regler kan blive bragt i overensstemmelse med resten af verden, siger han.
Jørgen Buhl Rasmussen har dog kendskab til tilfælde, hvor virksomheder, der eksporterer ind til Rusland, møder udfordringer i forbindelse med toldbehandlinger og bureaukrati generelt.
– Det vi kunne ønske os, når man er der, er en hyppigere dialog med myndighederne samt størst mulig forudsigelighed, da begge dele er utrolig vigtigt for erhvervslivet, siger han.
Konference sætter fokus på øget samhandel
Når danske og russiske politikere og virksomhedsledere mødes onsdag den 28. april i Tap1 på Carlsberg for at diskutere samhandel er det Jørgen Buhl Rasmussens håb, at en sådan konference giver flere danske virksomheder mod på at investere mere i det store land mod øst.