Brasiliens økonomi tilbage på vækstsporet
Efter et sløjt 2009, buldrer den brasilianske økonomi igen derudaf, og døren står dermed åben for store danske eksportmuligheder.
Mens den brasilianske økonomi stort set stod stille i 2009, peger alle prognoser på en bedre økonomi i fremtiden. Således er der forventninger om en økonomisk vækst i 2010 på 5,3 procetn af BNP. Hvis forventningerne holder stik, er Brasiliens økonomi allerede i år tilbage ved niveauet fra før finanskrisen.
Enorme investeringer i sportsbegivenheder
En stor del af væksten i den brasilianske økonomi kommer fra investeringer i udbygning af landets infrastruktur og sportsarenaer som følge af, at landet har værtskabet for både VM i fodbold i 2014 samt OL i 2016. Disse to begivenheder forventes desuden også at medføre store stigninger i landets turistindtægter.
Dansk eksport i styrket position
- Den brasilianske valuta (realen) er generelt blevet styrket over for dollaren siden slutningen af 2002. Det samme gør sig i mindre grad gældende overfor den danske krone, hvilket er medvirkende til at forbedre dansk eksports konkurrenceevne i Brasilien, udtaler Joakim Larsen, konsulent i DI.
Den danske eksport til Brasilien har i en årrække været stigende. Dette ændrede sig dog markant i 2009, hvor dan danske eksport faldt med hele 26 procent i forhold til året før.
Den samlede danske eksport til Brasilien var i 2009 på 1,6 milliarder kroner – et tal der ventes at stige kraftigt i de kommende år. Ifølge Joakim Larsen forventes eksporten automatisk at stige i takt med, at danske virksomheder får øjnene op for de mange eksportmuligheder, der er i landet.
De dominerende eksportbrancher for Danmark i Brasilien er medicinal-, maskin- og elektronikindustri.