Stigende søgning efter eksporthjælp
Partnerne bag GoGlobal-samarbejdet oplever markant stigning af virksomheder fra cleantech-branchen, der søger hjælp til at komme ud på nye markeder. Et godt varsel for dansk eksport.
Både små og store danske cleantech-virksomheder har i stigende grad fokus rettet mod hjælp til at komme ud i verden.
Fra 2007 til 2009 har Eksportrådet, der er den ene af de fire parter bag GoGlobal-samarbejdet, oplevet en fordobling af sager, hvor rådet har bistået virksomheder indenfor miljø og energi med hjælp til eksport. Fra 542 sager i 2007 til 1030 sager i 2009. Og den stigende efterspørgsel til Eksportrådets ydelser fortsætter ind i 2010.
Også Industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) mærker den stigende interesse fra cleantech-branchen. IFU’s medinvesteringer med danske virksomheder, steg fra 2008 til 2009 fra lige ved 34 mio. kr. til 97 mio. kr. Dermed tegner cleantech sig for 15 pct. af IFU’s investeringer i 2009 mod kun syv pct. året før.
Et guldæg
GoGlobal-samarbejdet, der ud over Eksportrådet og IFU består af Danida og Eksport Kredit Fonden, har Eksportrådets direktør Anne Steffensen, som formand. Hun glæder sig over den positive udvikling:
”Det er rigtig positivt, at cleantech-virksomhederne trodser den økonomiske krise og har fokus rettet på eksportmarkederne. Vores fokus i GoGlobal-samarbejdet er hele tiden, hvordan vi kan være med til at bane vejen for virksomhederne med rådgivning og finansiering.”
Også fra Dansk Industri er der glæde over den positive udvikling:
”Selv om eksporten indenfor cleantech faldt sidste år som følge af krisen, så var faldet en del lavere end for den øvrige eksport. Og Danmark fastholder sin førerposition i Europa som det land, hvor energiteknologien udgør den største andel af den samlede vareeksport, nemlig 11,6 pct.
Det bekræfter vores tro på, at cleantech-industrien er et af de guldæg, som Danmark skal leve af fremover, ” siger direktør for DI Energibranchen, Anders Stouge.
Seminar på Grundfos
For yderligere at styrke dansk cleantech’s fokus mod udlandet arrangerer GoGlobal-samarbejdet sammen med Energistyrelsen et seminar den 20. maj hos Grundfos i Bjerringbro. På seminaret kan cleantech-virksomhederne høre om mulighederne for at modtage rådgivning eller finansiering, når de vil ud på nye markeder. Fem forskellige virksomheder, der alle har fået assistance fra en eller flere af parterne fra GoGlobal, vil på seminaret fortælle om deres erfaringer.
”Vi tror det er vigtigt, at vi kommer ud og møder cleantech-virksomhederne ude i landet og får fortalt dem, hvad vi kan tilbyde af assistance. De enkelte virksomheders behov kan være meget forskellige. Er man en lille cleantech-virksomhed med under 10 ansatte, der skal ud på eksport-markedet første gang, så er det måske ikke det kinesiske marked, man skal starte med at kaste sig ud på, med mindre man kan hægte sig på som
underleverandør til en større virksomhed, der er etableret derude. Ofte vil vi råde til at starte på nærmarkederne,” siger chefkonsulent Bo Mønsted fra Eksportrådet.
DI-direktør Anders Stouge roser GoGlobals seminar hos Grundfos:
”Vores seneste undersøgelse blandt cleantech-virksomhederne, som vi har lavet sammen med Energistyrelsen, viser, at det virksomhederne har allermest brug for, er bedre finansiering, viden om de offentlige støtte-muligheder og viden der kan bidrage til større markedsindsigt. Så det er et rigtig godt, at organisationerne bag GoGlobal tager ud i landet for at møde virksomhederne, og ikke bare holder sig i København.”
Fakta om dansk cleantech (energiteknologi som vindmøller, pumper, ventiler m.m.)
Ø Eksportrådet har fra 2007 til 2009 fordoblet antallet af sager om støtte til danske cleantech-virksomheders eksport, fra 542 sager i 2007 til 1030 sager i 2009.
Ø For at styrke eksporten af danske klimaløsninger har Eksport Kredit Fonden (EKF) fået 200 mio. kr. ekstra fra staten til brug for lån og garantier ved eksport af grøn teknologi og projekter.
Ø IFU’s medinvesteringer med danske cleantech-selskaber i udviklingslande voksede fra 34 mio. kr. i 2008 til 97 mio. kr. i 2009.
Ø Eksporten af energiteknologi faldt i 2009 mindre end den resterende vareeksport, der faldt med 16,2 pct., mens eksporten af energiteknologi kun faldt med 11,8 pct.
Ø Danmark fastholder sin førerposition i Europa som det land, hvor energiteknologien udgør den største andel af den samlede vareeksport, nemlig 11,6 pct.
Ø I 1990 udgjorde cleantech kun fire pct. af den samlede danske eksport. Tallet er siden da næsten blevet tre-doblet
Ø Tyskland er største marked for dansk energiteknologi, efterfulgt af USA, UK og Sverige.
Ø I 2009 modtog EU27-landene 65,6 pct. af den danske energiteknologi.
Fakta om GoGlobal:
GoGlobal er et samarbejde mellem Danida, Eksportrådet, Industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) og Eksport Kredit Fonden (EKF).
De fire organisationer arbejder på hver deres måde med at hjælpe danske virksomheder, som ønsker at starte virksomhed i eller eksportere til udlandet. Hjælpen omfatter både rådgivning og finansieringsmuligheder.
Eksportrådet er en del af Udenrigsministeriet, som i hele verden løser opgaver for virksomhederne inden for eksport, internationalisering og investeringsfremme. Eksportrådet giver både gratis information om eksportmarkeder og løser individuelle opgaver for danske virksomheder.
Desuden tilbyder Eksportrådet danske virksomheder hjælp til udstillinger, markedsføring, kontorfaciliteter og procedurer omkring told og afgifter. Små og mellemstore virksomheder har særligt gode muligheder for at få rådgivning og støtte til eksportprojekter.
Danida har følgende:programmer med fokus på erhvervsudvikling i udviklingslande:
Blandede kreditter sikrer danske leverancer af kapitaludstyr og tjenesteydelser til udviklingsprojekter gennem lån til virksomheder eller offentlige institutioner. En blandet kredit er i praksis et rentefrit lån, idet renten, eksportpræmien og andre finansielle omkostninger betales af Udenrigsministeriet.
Busines-to-Business (B2B). Programmet fremmer lokal erhvervsudvikling gennem støtte til langsigtede samarbejder mellem lokale og danske virksomheder i Danmarks programsamarbejdslande samt Sydafrika og Egypten.
Innovative Partnerships for Development (IPD). Programmet støtter partnerskaber, der fremmer strategisk CSR og social ansvarlig innovation målrettet Base of the Pyramide (BOP)-segmentet. IPD dækker de samme lande som B2B.
Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) har mere end 40 års erfaring som rådgiver og aktiv medinvestor for danske virksomheder, der ønsker at etablere sig eller udvide deres virksomhed i et udviklingsland.
IFU tilbyder partnerskab via medfinansiering – enten ved at tegne aktiekapital og/eller yde lån på op til 50 millioner kr. pr. projekt.
Eksport Kredit Fonden(EKF) sikrer dansk erhvervsliv mod kommercielle og politiske risici ved internationale forretninger på markeder med forhøjet risiko.
EKF understøttede medio 2009 eksportforretninger af økonomisk interesse for Danmark for ca. 28 milliarder kroner.
EKF er en statsejet virksomhed drevet på forretningsmæssige vilkår.
Fem case-virksomheder, der har modtaget støtte fra en eller flere af parterne bag GoGlobal:
Aaen A/S.Opsamler og destruerer metangas fra lossepladser i Polen.
Solum Gruppen. Arbejder med en nyskabende bioforgasning- og komposteringsteknologi til MSW i bl.a. USA, Thailand og Malaysia.
Danfoss Solutions. Betaling af energibesparende løsninger på det globale marked sker i form af de energibesparelser, kunden opnår.
C.F.Nielsen.Producerer briketteringsmaskiner og komplette briketteringsløsninger.
B&W Energi.Shanxian CDM projekt gennemført af MWE og Energistyrelsen som springbræt for global eksport af energiproduktionsteknologi baseret på bl.a. biomasse.
Yderligere oplysninger:
Formand for GoGlobal og direktør i Eksportrådet, Anne Steffensen, tlf. 33 92 00 00
Chefkonsulent i Eksportrådet, Bo Møntsted, tlf. 33 92 10 53
Kommunikationschef i IFU, Rune Nørgaard, tlf. 22 68 75 60
Chefkonsulent i Danida, Niels Egerup, 33 92 09 47.
Kommmunikationschef i Erhvervs Kredit Fonden, Mogens Agger Tang, tlf. 20 18 39 76
Kontorchef i Energistyrelsen, Anton Beck, tlf. 33 92 66 56.
Direktør for DI Energibranchen, Anders Stouge, tlf. 29 49 46 74