Positive tendenser i den russiske økonomi
Efter at have været hårdt ramt af den globale afmatning i 2009, viser den russiske økonomi nu langt om længe klare tegn på forbedringer. Det betyder nye eksportmuligheder for danske virksomheder.
Mens Rusland sidste år havde negativ vækst i landets BNP, ventes realvæksten i år at blive på 4,7 pct. Både det indenlandske forbrug og husholdningernes investeringer samt investeringer i industriproduktion viser stigende tendenser til gavn for økonomien.
Både Ruslands eksport og import er steget i årets første måneder. Eksporten er steget mest, hvilket har medført en klar forbedring af Ruslands betalingsbalance. Samtidig er inflationen i landet faldet så den nu ventes at blive på 7,1 pct. i år.
Olieprisen den største forklaringsfaktor
- Den største forklaring på det økonomiske opsving i Rusland skal findes i den stigende oliepris, der er en afgørende faktor for Ruslands betalingsbalance og økonomi generelt. Olieprisen ligger lige nu på ca. USD 75 pr. tønde mod en pris på under USD 60 for et år siden. Det betyder kolossalt meget, da Rusland efter Saudi-Arabien er verdens næststørste eksportør af olie, udtaler Joakim Larsen, konsulent i DI.
Øgede danske eksportmuligheder i Rusland
- Den danske eksport til Rusland har det seneste år været præget af den økonomiske afmatning i landet, men nu er der igen grund til at se meget positivt på eksportmulighederne til Rusland. Samtidig er Rublen er steget stødt i forhold til den danske krone, hvilket har medført at danske varer og ydelser igen er blevet billigere i Rusland, forklarer Joakim Larsen.
Gode relationer mellem Rusland og Danmark
- Seneste eksempel på det gode erhvervspolitiske forhold mellem Rusland og Danmark er den russiske præsident Medvedevs vellykkede besøg i Danmark, hvor han bl.a. udtrykte ønske om et øget samarbejde med danske virksomheder inden for cleantech løsninger, afslutter Joakim Larsen.