Den kinesiske økonomi buldrer af sted
Mens resten af verden så småt er ved at komme oven vande efter finanskrisen, oplever Kina i øjeblikket en højkonjunktur, der er fuldt ud på niveau med væksten før finanskrisen satte ind.
Kina har oplevet imponerende vækstrater selv under den økonomiske krise, og nu hvor verdensøkonomien viser tegn på forbedring, vokser økonomien i landet yderligere.
Årets realvækst målt i BNP ventes at blive på 9,9 procent. Både kinesisk import og eksport ventes at stige i år, og samlet giver det Kina verdensrekord i overskud på betalingsbalancen, der i 2010 ventes at blive på imponerende USD 289 milliarder.
Også de seneste tal for detailhandel og industriproduktion viser stigende tendenser, mens inflationen ligger stabilt på 3.3 procent. Samlet set er den kinesiske økonomi utrolig stærk.
Dansk Eksport i overhalingsbanen
– Den danske eksport til Kina er steget meget de seneste år og vokser hurtigere end den samlede EU15-eksport til landet. Selv da den globale krise var på sit højeste, steg den danske eksport til Kina. Det er især maskin- og elektronikindustrien samt nærings- og nydelsesindustrien, der afsætter på det kinesiske marked, siger Nis Høyrup Christensen, konsulent i DI
Gode muligheder for øget dansk eksport
– Den kraftige vækst i Kina samt den øgede velstand, som kineserne oplever, åbner stadig flere muligheder for danske eksportører, og den danske samhandel med Kina ventes at stige i de kommende år blandt andet inden for områder som energi og miljø, marineteknologi, sundhed og sundhedsteknologier.
EXPO 2010 er et godt springbræt
– Desuden vil sommerens EXPO 2010 i Shanghai give øget fokus på Kina og nye investeringer i landets infrastruktur. Der vil gennem verdensudstillingen være massivt fokus på bæredygtige løsninger, hvilket ventes at give øgede muligheder til danske eksportører af cleantech, slutter Nis Høyrup Christensen.