Nye frihandelsaftaler med Central- og Latinamerika på vej
En ny frihandelsaftale mellem EU og en række centralamerikanske lande skaber gode muligheder for dansk eksport af industrivarer. Samtidig forventes genoptagelsen af forhandlingerne om en Mercosur-frihandelsaftale at føre til øget adgang til det attraktive brasilianske marked.
EU har for første gang indgået en frihandelsaftale med de centralamerikanske lande Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Panama. Med aftalen, der blev underskrevet på et topmøde mellem EU og de latinamerikanske lande den 19. maj 2010, håber parterne at øge samhandlen mellem de to regioner, der sidste år udgjorde omkring 10 milliarder euro.
Aftalen åbner op for nye markedsmuligheder for eksportører på begge sider af Atlanten inden for landbrugsprodukter, biler, elektronik, bank- og telesektoren samt miljøservices. Dog medfører den ikke en fuld liberalisering af markederne, idet der fortsat vil være afgifter på enkelte produkter som for eksemepel europæisk mælkepulver og ost samt centralamerikanske bananer.
Aftalens betydning for dansk eksport
- Dansk eksport til de centralamerikanske lande har indtil nu været ret begrænset (crika 1,5 milliarder kroner i 2009). Den nye frihandelsaftale skaber dog gode muligheder for en stigning i eksporten, da aftalen blandt andet vil føre til fuld liberalisering af al handel med industrivarer mellem EU og de seks lande, forklarer afsætningspolitisk konsulent, Joakim Larsen, DI.
Genåbning af Mercosur-aftale vigtig for Danmark
Et andet vigtigt resultat af topmødet var genåbningen af forhandlingerne om en frihandelsaftale med Mercosur-landende Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.
- Det er især en forhåbentlig snarlig frihandelsaftale med Mercosur-landene, som er interessant med danske øjne. Ikke mindst i forhold til det hurtigt voksende brasilianske marked, som fortsat er relativt lukket for udenlandske virksomheder, afslutter Joakim Larsen.
Det vides endnu ikke, hvornår frihandelsaftalen med Mercosur-landene kan forventes at være på plads.