Kineserne vil have fødevaresikkerhed og sundhed
De højere forbrugerkrav til fødevarer kan vise sig at skabe interessante muligheder for danske fødevareproducenter, der evner at positionere sig præcist på det kinesiske marked.
Mælkeskandalen i Kina har blandt andet medført, at de kinesiske forbrugere i stigende grad sætter fokus på fødevaresikkerhed og sundhed. Kinas fødevareindustri er blandt landets hurtigst voksende sektorer med en produktionsstigning på mere end 20 procent årligt.
Nye sygdomme ses i Kina
Væksten i sektoren er først og fremmest drevet af unge kinesiske forbrugeres stigende disponible indkomster. Samtidig har det stigende antal af kræfttilfælde, overvægtige og type-2 diabetes fået kineserne til at fokusere mere på hvilke fødevarer de indtager.
Unge kinesere vil have sundhed
Det er især blandt de unge veluddannede forbrugere i byerne at sundhedstrenden er spirende. For dem spiller fødevaresikkerhed og sundhed i stigende grad en rolle, når de står i supermarkedet og vælger deres fødevarer. Sundhedstrenden vokser frem i et segment, der er villig til at bruge penge på fødevarer, der tilbyder merværdi såsom sundhedsfremmende ingredienser, rene råvarer og høj fødevaresikkerhed.
Hastigt voksende marked
På trods af et stort potentiale er markedet for sundere fødevarer endnu relativt småt, og et marked for f.eks. økologiske fødevarer eksisterer næsten ikke endnu. Dog viser den hastigt voksende sundhedstrend, at der er afsætningsmuligheder inden for området. Danske fødevareproducenter der afsætter produkter på det kinesiske marked i de kommende år, får et forspring i forhold til de unge i byerne, der på sigt kommer til at udgøre den tungeste del af de kinesiske forbrugere.
Nysgerrige forbrugere
I Kina er forbrugerne generelt meget åbne og nysgerrige over for nye produkter. Derudover kan virksomheder, der beskæftiger sig med pakning og opbevaring af fødevarer, også gøre sig gældende på det kinesiske marked, da den kinesiske fødevareproduktion undergår en gradvis industrialisering, som f.eks. også afspejler sig i at distributionsstrukturen er under kraftig omstilling fra lokale markeder til supermarkeder.
Succes kræver investeringer
Men før de værdifulde danske erfaringer om blandt andet fødevaresikkerhed kan omsættes til indtjening på det kinesiske marked, er det vigtigt at gøre sig klart, at det kræver vilje og investeringer at opnå success i et komplekst marked som det kinesiske. Da fødevaretraditioner og smagspræferencer er meget forskellige fra europæiske, forudsætter en succesfuld opstart i Kina, at produkterne tilpasses til kinesiske smagspræferenser samt en klar positionering, hvor det tydeligt fremgår, hvori det udenlandske produkt tilbyder noget, som kineserne ikke kan få fra en lokal producent.
For mere information kontakt DI's mand i Shanghai, Anders Kjøller, tlf: +86 158 2122 2105.