Fødevarer - nøglen til udvikling
Agro Business Development (ABD) fra Vrå har igennem de seneste fire år haft succes med at producere grydeklare kyllinger i Østafrika.
Tidligere måtte østafrikanske kvinder købe deres kyllinger hele. De var ofte levende, og kvinderne brugte timer på at tilberede dem. Flere og flere kvinder kommer i disse år ud på arbejdsmarkedet. De efterspørger fødevarer, der kan tilberedes hurtigt. Det har de nu mulighed for takket være nordjysk ekspertise. Agro Business Development (ABD) fra Vrå har igennem de seneste fire år haft succes med at producere grydeklare kyllinger i Østafrika.
Som noget nyt på dette marked sælges kødet i mindre dele. Så kan østafrikanske familier spare tid ved at købe bryst, vinger og lår på samme måde, som vi kender det i Danmark. Desuden fryses kødet ned, så det kan transporteres over lange afstande. Det har betydet, at ABD - i samarbejde med den lokale partner Bright Farmers Holding – nu eksporterer kyllinger til forbrugere i Tanzania, Uganda og Sudan.
”Kyllingekød indgår i de fleste traditionelle retter, så der er rigtig stor efterspørgsel. Med de nye hønsehuse, der er bygget efter dansk model, har vi mulighed for at give vores dyr de bedst mulige vækstbetingelser”, forklarer Ivan Beling, som er direktør på ABD’s tanzanianske kyllingefarm ved Dar es Salaam. Farmen producerer hver 45. dag omkring 80.000 kyllinger.
Men ambitionerne for projektet stopper ikke her. ABD har planer om at udvide markedsandelen yderligere. ”Vi undersøger nu mulighederne for at sælge f.eks. hals og indmad særskilt. Prisen på disse dele er lavere, hvorved de fattigste forbrugere får bedre råd til kød”, fortæller Ivan Beling.
Projektet har fået økonomisk støtte igennem B2B. IFU har ydet et lån til den lokale virksomhed og sidder i bestyrelsen for derigennem at bistå projektet. Sammen med rådgivning fra ambassaderne har det lettet bestræbelserne på at finde fodfæste på det østafrikanske marked.
Fra plantage til big business
Hvad hjælper en sund fødevareproduktion og internationale ambitioner, hvis man mangler know-how omkring effektivisering og eksportmuligheder? Tit kan driftige og innovative afrikanske landmænd drage stor nytte af deres danske kollegers erfaringer. Selvom der er stor forskel på jord, afgrøder og klima, kan landmændene stadig få professionel glæde af hinanden.
Det kan Thorkild Juul fra Rugballegård vest for Fredericia skrive under på. I det seneste halve år har han med støtte og rådgivning fra B2B arbejdet sammen med mozambikanske Maria Helena Salomao Bule om at forbedre dyrknings- og afsætningsmulighederne på hendes gård, der producerer ananas, cashewnødder og appelsiner.
”Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan redde verden, men jeg kan være med til at gøre landbrugsforholdene væsentligt bedre hernede. Og det har været en stor oplevelse at gøre en forskel igennem en fælles investering”, forklarer Thorkild Juul.
Også Maria Helena Salomao Bule venter sig meget af samarbejdet. Hun er begejstret for sin danske mentor.”Thorkild hjælper mig med at omlægge til moderne og eksportorienteret business. Han ved ikke meget om cashewnødder, men han ved, hvordan man giver afgrøder de bedst mulige vækstbetingelser Desuden har han stor teknisk og forretningsmæssig erfaring”, fortæller hun.
Samarbejdet har givet hende mere blod på tanden. ”Jeg vil producere min egen juice og marmelade. Forarbejdede varer giver bedre profit og skaber arbejdsplader i området. De danske landmænd har givet mig troen på, at jeg kan realisere den drøm”, fastslår den kvindelige farmer med de store ambitioner.
Bæredygtige siloer
Før i tiden blev de egyptiske afgrøder opbevaret i sække direkte på jorden under åben himmel. Dermed var ørkenlandets sparsomme fødevareressourcer prisgivet rotter, fordærvelse og pesticider. Takket være et storstilet dansk kornsiloprojekt vil en langt større del af afgrøderne nu ende på de egyptiske spiseborde.
Siden 2006 har den Thy-baserede virksomhed Cimbria Unigrain (CU) opført topmoderne siloer i de fattige provinser El-Minya, Qena og Beni-Suif mellem Cairo og Luxor. Den samlede kapacitet er på 210.000 tons. Det har givet både afgrøder og de lokale landmænd meget bedre vilkår, eftersom teknik nu erstatter muskelkraft, når de mere end 100 kilo tunge sække skal slæbes.
”Fødevarekrisen har med al tydelighed fortalt os, at madvarer mange steder er en mangel. Derfor er det vigtigt at udnytte ressourcerne så effektivt som muligt”, fortæller seniorsalgschef Henning Roslev Bukh fra CU. Han mener, at effektivisering og teknologi kan reducere meget spild i Afrikas fødevareproduktion og dermed skabe langt mere mad.
”Afrika er fuld af arbejdskraft, og mange danske virksomheder ligger inde med yderst velegnet ekspertviden om effektiv fødevareproduktion. Så der er gode muligheder på kontinentet”, fastslår Henning Roslev Bukh.
De tre danske kornsiloer er en del af den egyptiske regerings plan for opbygning af et netværk af siloterminaler. Planen skal sikre en hensigtsmæssig lagring og distribution af hvede og majs, de vigtigste ingredienser i det traditionelle balady-brød, der er landets vigtigste næringskilde.
De egyptiske siloprojekter er støttet gennem blandede kreditter.