Første skridt mod EU-Frihandelsaftale med Singapore
Danmark eksporter årligt varer og tjenesteydelser for 9 milliarder kr. til Singapore, som dermed er en større aftager af danske varer end større BRIK- lande som Indien og Brasilien. Kort før jul besluttede EU og Singapore at tage hul på forhandlingerne om en frihandelsaftale.
Forhandlinger er undervejs om en aftale , som vil skabe større sikkerhed for danske og andre europæiske virksomheder og stille dem på lige fod med konkurrenter fra Kina, Indien, Japan, Sydkorea og USA, som allerede har indgået frihandelsaftaler med Singapore.
Dansk eksport større end til BRIK-landene
- En frihandelsaftale mellem EU og Singapore vil sikre danske virksomheder en stabil markedsadgang til det singaporske marked. Til trods for Singapores begrænsede størrelse er den danske vareeksport til landet større end til vækstøkonomierne Indien og Brasilien. Så der er store gevinster at høste ved en frihandelsaftale, siger DI-konsulent Joakim Larsen.
Han fortæller, at Danmarks vareeksport til Singapore i 2008 lå på 3,1 milliarder kr., og at Singapore samlet set var den 27.-største importør af danske varer i 2008. Hertil kommer den danske eksport af tjenesteydelser til Singapore, som i 2008 beløb sig til 5,9 milliarder kr., hvoraf søtransporten udgjorde over 90 procent af eksporten.
Aftale kan bane vejen for frihandel med ASEAN
- Forhandlingerne skal samtidig ses i et endnu større perspektiv. Mange danske virksomheder bruger Singapore som afsæt for deres aktiviteter i regionen på grund af landets centrale beliggenhed og gode erhvervsforhold. Og forhåbentlig kan de nye forhandlinger med EU også bane vejen for en omfattende frihandelsaftale med alle ASEAN-landene - og dermed åbne op for et marked på mere end 550 millioner indbyggere, afslutter Joakim Larsen.