Kina-svindlere lokker med millionordrer
Kæmpe millionordrer fra Kina lokker danske virksomheder. Men det danske konsulat advarer. Oftest er det svindlere, som står bag.
En dag dumpede en mail ind hos virksomheden Unidrain A/S. Mailen kom fra en tilsyneladende stor kinesisk virksomhed, som var interesseret i at placere en ordre til et anseeligt millionbeløb. Unidrain svarede på mailen, og priser og mængder blev aftalt.
– Vi fik hele tiden seriøse svar på de mails, vi sendte, og de havde også en flot hjemmeside med mange flotte billeder, men den virkede meget summarisk uden noget rigtigt indhold, fortæller daværende adm. direktør Christian Thing.
Derfor fik direktøren hjælp af DI til at undersøge, hvem der gemte sig bag hjemmesiden. Og konklusionen var, at det var et forsøg på svindel.
Det er langt fra et enestående eksempel. Hver uge får det danske konsulat i Quangzhou en til to henvendelser fra virksomheder, som enten allerede er blevet snydt, eller, som er i tvivl om, hvorvidt de bliver forsøgt snydt.
– Den værste episode, jeg har hørt om, er en direktør, som fik nogle slag og blev smidt ind i en bil. Så blev han kørt hen til en hæveautomat og fik at vide, at han skulle tømme sit kort. Og som han sagde, var han meget skræmt, fordi der var blod på sæderne i bilen, siger generalkonsul i Guangzhou Thomas Højlund Christensen.