Eksportudsigten: Kun moderat vækst i 2010 og 2011
Eksportudsigten fra Eksportrådet i Udenrigsministeriet indikerer kun en moderat fremgang i vareeksporten i 2010 og 2011 på hhv. 5,4 pct. og 3,8 pct. opgjort i løbende priser og eksklusiv energivarer, skibe og fly. Tabet i eksporten til udlandet i 2009 var til sammenligning på 13 pct.
- Det er en relativt beskeden fremgang på kun 24 mia. kr. i 2010, som skal sammenholdes med tabet i 2009 på 67 mia. kr., udtaler cheføkonom i Udenrigsministeriet Jacob Warburg. Inddrager man energivarer, skibe og fly var tabet i 2009 samlet set 95 mia.kr. svarende til 16,2 pct. af eksporten.
- Den finansielle og økonomiske krise har ramt Danmarks eksportmarkeder meget hårdt. I 2009 blev dansk vareeksport sat fire år tilbage til niveauet i 2005, og med de fremskrivninger vi har foretaget i Eksportudsigten, vil vi i 2011 kun være nået op på niveauet i 2007. Det er udtryk for, at mange virksomheder bliver nødt til at tilpasse kapaciteten i produktionen for at undgå røde tal på bundlinjen. Tilpasningen skal tilmed ske i en markedssituation, hvor overkapaciteten medfører øget konkurrence og pres på priserne, udtaler Jacob Warburg.
Fremskrivningen i Eksportudsigten bygger på et skøn for den økonomiske udvikling i Danmarks samhandelslande foretaget af Economist Intelligence Unit, som sammenholdes med den historiske udvikling i Danmarks eksport. Der er tale om en teknisk fremskrivning, som Eksportrådet i Udenrigsministeriet foretager fire gange årligt, og næste gang i maj 2010. Fremskrivningen skal ikke forveksles med regeringens prognose for eksporten, som offentliggøres af Finansministeriet i Økonomisk Redegørelse, og som bygger på et andet data- og metodegrundlag.
- Eksportudsigten er naturligvis behæftet med en del usikkerhed, særligt for så vidt angår udsigten for 2011. For 2010 er der tale om en delvist forringet udsigt i forhold til sidste offentliggørelse i november 2009, hvor skønnet for 2010 var en vækst på 6,7 pct. Dette sker på trods af forbedrede udsigter på Danmarks eksportmarkeder, og skyldes en udvikling, der er svagere end forventet, i eksporten i fjerde kvartal 2009.
Eksportudsigterne tegner især positive for Sverige, Norge og Kina. Udsigten er moderat positiv til Tyskland. Derimod tegner udsigten ikke positivt for USA og UK.