Det gør en forskel at engagere sig
Siden 2005 har chokolade- og kakaoindustrien globalt brugt cirka 75 millioner dollar på at forbedre forholdene for kakaobønnedyrkerne i Ghana og Elfenbenskysten. Men man ændrer ikke verden på en måned.
Kakaoindustrien har brugt mange kræfter på at begrænse brugen af børnearbejde og forhindre menneskehandel. Virksomhederne er også meget bevidste om deres ansvar for arbejdsforhold hos underleverandørerne.
Toms Gruppen A/S er med i flere internationale organisationer, der arbejder for bedre arbejdsforhold i Vestafrika. Toms har også på egen hånd iværksat projekter til blandt andet at dæmme op for brugen af børnearbejde i Ghana.
Involvering giver øget kvalitet
– Det er naturligt, når man er aftager af kakao, at man involverer sig i det internationale samarbejde. Men vi er gået videre, for vi har også ønsket at have vores egne projekter i Ghana, hvor næsten alle vores kakaobønner kommer fra. På den måde kan vi lære mere om forsyningskæden. Et af vores projekter er et stort skoleprojekt, der fokuserer på børn og deres uddannelse. Det laver vi i samarbejde med IBIS, siger administrerende direktør Jesper Møller, Toms.
Og det gør en forskel, når virksomhederne involverer sig. En undersøgelse fra DI viser, at det giver øget kvalitet for virksomhederne, når man har styr på underleverandørerne. Og det har også effekt for den enkelte arbejder lokalt – økonomisk og sundhedsmæssigt.
Det flyttes ikke på en måned
– Det hjælper på den korte og den lange bane, men det er ikke sandsynligt, at børnearbejde helt afskaffes inden for nærmeste fremtid. Det er umuligt for virksomhederne at løfte på et helt lands vegne, da mange lande måske nok har love på dette område, men ikke håndhæver dem, siger Christine Jøker Lohmann, konsulent i DI.
I Toms er CSR-projekter blevet en integreret del af forretningsstrategien. De har givet virksomheden dyrebar erfaring og gode forbindelser til området, hvor råvarerne stammer fra. Derfor vil der starte nye projekter op, når de nuværende udløber. Men Jesper Møller er ikke naiv i forhold til indsatsen.
– Vi har valgt at engagere os, men vi er helt på det rene med, at man ikke flytter sådan noget her på en måned. Som mindre aftager kan vi ikke sikre alle farmere og alle børn mod uretfærdigheder. Vi kan feje for egen dør, og det gør vi. Men det er en indsats, der tager tid, siger Jesper Møller.