Få din eksport sikkert ud i verden
Eksportstrategien er lagt, salget er i hus - og hvad så? Lige så vigtigt som det er at have den rigtige strategi, lige så vigtigt er det at have styr på de rent praktiske udfordringer forbundet med at sende virksomhedens varer ud i verden. DI's Eksportservices hjælper dig på vej.
DI's Certifikatkontor klarer eksportdokumenterne
DI er godkendt som handelskammer - også af de internationale banker - og er bemyndiget til at udstede oprindelsescertifikater, ATA-carneter, påtegne eksportdokumenter og udstede specialerklæringer. Der er en onlineservice, hvor man kan indsende sit oprindelsescertifikat elektronisk. Derudover er certifikatkontoret repræsenteret ved fire regionale kontorer i Århus, Aalborg, Odense og Esbjerg.
- Vi støder ofte på virksomheder, der eksporterer varer og laver mange eksportdokumenter, som ikke kender vores services. Det betyder, at de ikke får gavn af, at vi har markedets bedste pris for eksportdokumenter, og at vi kan hjælpe med alle former for eksportteknisk rådgivning, siger Per Lykke Danielsen, som er daglig leder af DI's certifikatkontor.
Find svaret i Eksporthåndbogen - Nemt og hurtigt
Eksporthåndbogen på nettet er et elektronisk opslagsværk med informationer om krav og regler til 190 lande samt generelle informationer om eksport.
- Virksomhederne er glade for nemt og hurtigt at kunne finde de informationer, de skal bruge for at sende deres varer ud i verden. Der kommer hele tiden nye krav og regler, og de oplever en stor tryghed ved at have pålidelige og opdatede informationer lige ved hånden, siger redaktør for Eksporthåndbogen, Anette Suhr Rasmussen.
Som abonnent på eksporthåndbogen kan man altid ringe ind og få telefonisk rådgivning. Samtidig modtager man også regelmæssigt et nyhedsbrev med seneste opdateringer af eksporthåndbogen, nyheder om eksport og information om kurser og seminarer.
Kurser for eksportører og eksportmedarbejdere
Eksportservices udbyder løbende kurser og seminarer, som typisk er målrettet medarbejdere, der beskræftiger sig med shipping, salg og logistik. Her er fokus ofte på alle de praktiske udfordringer, de møder i forbindelse med deres virksomheds eksport. Det kan være Incoterms, toldregler, betaling, eksportdokumenter, krydret med cases og måske geografisk fokus på de "svære" lande.
- Vores kurser og seminarer imødekommer flere behov hos deltagerne. Det handler naturligvis om at øge deres kompetencer, men det har også stor værdi at møde ligesindede og have mulighed for at netværke med hinanden, understreger Anette Suhr Rasmussen.
Få afdækket dine muligheder
- Er man i tvivl om vores services passer til det, man efterspørger i sin virksomhed, kan jeg kun opfordre til at man henvender sig til os, så kan vi hjælpe med at afdække mulighederne, afslutter Anette Suhr Rasmussen.