Kom op af stolene og invester i Brasilien
Det er nu, der skal investeres i Brasilien, hvis man vil ind på dette lukrative marked. Med disse ord satte DI den 23. august en række eksperter og virksomheder med erfaringer i det brasilianske marked stævne, for at blive klogere på, hvordan man bedst muligt etablerer sig i Brasilien.
Det brasilianske marked har igennem de seneste 30 år været meget stabilt både politisk og økonomisk, og der er ingen tegn på, at dette vil ændre sig fremover. Landet kom langt hurtigere igennem finanskrisen end eksempelvis Eurozonen, og væksten i bruttonationalproduktet forventes i de kommende år at ligge på 5-6 procent.
Det er nu danske virksomheder skal mobilisere
Den danske ambassadør i Brasilien, Svend Roed Nielsen, er slet ikke i tvivl om at tidspunktet er helt rigtigt til at etablere sig i Brasilien.
–Brasilien forventes inden for en overskuelig årrække at blive verdens femtestørste økonomi. Udviklingen foregår meget hurtigt i Brasilien, og kommende gigantiske sportsbegivenheder som VM i fodbold og OL er kun yderligere med til at rette fokus mod landet, sagde Den danske ambassadør i Brasilien, Svend Roed Nielsen.
Økonomien er stærk og voksende. De øvrige Nordiske lande har allerede foretaget betydelige investeringer i Brasilien, og danske virksomheder er nødt til at gøre det samme hurtigst muligt for ikke at komme for langt bagud, konstaterede Svend Roed Nielsen.
Vigtigt at være repræsenteret i Brasilien
Hos de deltagende case-virksomheder var der enighed om, at det er vigtigt at være repræsenteret i Brasilien, hvis man vil have succes på markedet.
Cheminova har været repræsenteret i Brasilien siden 1996 og har nu ca. 200 ansatte i landet.
– Brasilien er i dag vores største enkeltmarked samt det mest betydende i Latinamerika, sagde Vice President, Rico Toft Christensen fra Cheminova. Vi forventer at Brasilien fortsat vil vækste i de kommende år, og at vores position vil styrkes yderligere gennem lancering af nye produkter og stærkere distribution.
At man er nødt til at være repræsenteret i Brasilien er noget, Jakob Mouridsen fra BK Medical kan genkende.
– Tidligere blev det brasilianske marked varetaget fra vores salgsafdeling i USA, men det fungerede ikke. Vi har derfor været nødt til at ændre strategi og etablere os i Brasilien. Til dette har vi heldigvis fået god hjælp hos DI’s internationale afdeling DIBD, fortalte Jakob Mouridsen.
Hjælp at hente
Selvom det brasilianske marked umiddelbart kan synes vanskeligt, er der hjælp at hente til at etablere sig i landet. Både DI´s internationale afdeling, DIBD, den danske ambassade og generalkonsulatet i São Paulo, samt Danish-Brazilian Chamber of Commerce, står parat til at yde bistand og komme med gode råd.
–Det er ikke afgørende, om I henter hjælp fra os eller andre; det afgørende er, at danske virksomheder kommer ind på det brasilianske marked meget snart: Ellers kommer vi til at halse efter virksomheder fra andre lande, konkluderede ambassadør Svend Roed Nielsen.