Chile ligger lige til højrebenet
Det kan godt være, at Chile vandt 2-1 over Danmark sidste gang de spillede i København, og at Chile også overgik Danmark under VM i Sydafrika. Men når fodbolden udskiftes med erhvervslivets gensidige forretningsetableringer, vinder Danmark stort. Ifølge Eksportrådets udsendte på ambassaden i Santiago er forklaringen hurtig til at få øje på: Chile ligger så at sige ”lige til højrebenet”.
Chile er det land i Latinamerika, som ligner Danmark mest hvad angår kultur og forbrugsmønster, og så har Chile med sine ca. 16 millioner indbyggere et stigende privatforbrug, kæmpeinvesteringer i industrien og infrastrukturen, en stabil økonomi - som er kommet sig over krisen, samt en politisk stabilitet. Det har skabt tillid til Chile og sikret, at hundredvis af udenlandske virksomheder de sidste mange år har etableret sig i landet.
Fire danske virksomheder til Chile i år
Det har danske virksomheder i stigende grad fået øjnene op for. Alene i år har Svendborg Brakes, World Manuals, Scanpro og Vestas etableret sig i Chile. Det er fire meget forskellige virksomheder og der er forskellige årsager til deres valg. SMV-virksomheden WorldManuals, som leverer manualer og vejledninger til mobiltelefoner til brug for telefonselskabernes kundeservice har valgt Chile som base for virksomhedens ekspansion i Latinamerika.
Client Executive hos WorldManuals, Jeppe Ivarsson, som er udstationeret i Chiles hovedstad Santiago fortæller:
- Baggrunden for at vi har valgt Chile som base for vores ekspansion i Latinamerika er dels landets høje Internet- og mobilpenetration, dels et noget mere smidigt system med færre bureaukratiske udfordringer i relation til etablering af virksomhed, sammenlignet med f.eks. Argentina eller Brasilien.
Virksomheden har dog også valgt at være repræsenteret i Brasilien via incubator-kontor på det Danske Generalkonsulat i Sao Paulo.
- Vi vurderer, at der generelt er et meget stort og voksende marked for services i Latinamerika, og vi mener, at Chile er særligt modent for afsætning af vores services. Skal man have succes i denne del af verden, er lokal tilstedeværelse og muligheden for at opbygge personlige relationer essentiel, siger Jeppe Ivarsson.
World Manuals forventer iøvrigt at slutte den første kundeaftale i Chile i den nærmeste fremtid – en aftale der kommer til at fungere som show-case for de øvrige latinamerikanske markeder.
Flere virksomheder på vej
2010 er ikke slut endnu og noget tyder på, at flere danske virksomheder vælger at spille med i Chile inden udgangen af året. 2 – 3 virksomheder er i gang med at evaluere mulighederne for opstart af et salgsselskab i Chile.
Danske virksomheder med interesse i Chile, og virksomheder som søger at få assistance omkring en evaluering af deres markedsmuligheder i Chile, er naturligvis meget velkommen til uforpligtigende, at kontakte Eksportrådet på den danske ambassade i Santiago.
Kontakt:
Eksportrådet – Danmarks Ambassade i Santiago
Handelsrådgiver Poul Bligaard
poulbl@um.dk
www.ambsantiago.um.dk