Gode muligheder for danske produkter i Hongkong på både B2B- og B2C-områderne
Specielt inden for luksusvarer er markedet i Hongkong stærkt stigende. Rådighedsbeløbet hos den gennemsnitlige befolkning er steget kraftigt. Samtidig strømmede der i 2009 30 millioner købestærke turister til Hong Kong. En tendens der fortsætter i 2010, hvor antallet af turister de første fem måneder er steget med 20 % og nu overgår niveauet fra før krisen.
Hongkong har meget lav importtold, hvilket gør priserne på luksusprodukter meget konkurrencedygtige. Især set i forhold til Kina hvor der er høj importtold, hvilket understreges af at cirka 60 % af de besøgende er fra Kina. Man skal dog ikke tage fejl af den konkurrence, der især er inden for luksusmarkedet i byen. Der er flere internationale brands samlet i Hong Kongend noget andet sted i verden. Konkurrencen er benhård og forbrugerne stiller høje krav til design og kvalitet.
Det vurderes, at der for danske luksusprodukter især er gode muligheder inden for mode, design, smykker, fødevarer og High-End AV produkter. Især står danske fødevarer godt positioneret på markedet. Konsulatet organiserer eksportfremstød inden for alle områderne i nærmeste fremtid.
Store muligheder på Cleantech-markedet
I Hong Kong har både virksomheder og offentlige institutioner fået øjnene op for mulighederne på Cleantech-området. Senest har Hong Kong og Guangdong-regeringen samarbejdet om en kampagne der skal påvirke de 60.000 Hong Kong ejede virksomheder og fabrikker i Perleflodsdeltaet til at producere mere miljøvenligt. I Hong Kong fokuseres der især på luftforureningen og waste management. Regeringen har planer om at bygge flere forbrændingsanlæg i nærmeste fremtid. Hong Kong virksomheder med produktion i Kina begynder ligeledes at vise interesse for Clean Tech, dels for at forberede sig på fremtidige lovkrav, men i ligeså høj grad for at opnå en komparativ fordel hos det stigende antal forbrugere der efterspørger miljøvenlige produkter.
Eksportfremstød i støbeskeen
Endvidere får Hong Kong Royalt besøg i november ved HKH Prins Joachim og HKH Prinsesse Marie. I den forbindelse vil der blive arrangeret flere events og eksportfremstød, inden for design, fødevarer og High-End AV. Igen med fokus på luksusmarkederne.
Udvalg af kommende events i Hong Kong
Eco Expo Asia (Clean tech) 3/11 – 6/1 2010 / 2011
Inno Design Tech Expo 2/12 – 4/12 2010
Hong Kong Fashion Week Fall/Winter 17/1 – 20/1 2011
Hong Kong International Jewellery Show 4/3 – 8/3 2011
For yderligere information kontakt generalkonsulatet i Hongkong:
Tlf., fax og e-mail
Tlf.: 00-852 2827 8101
Faxnr.: 00-852 2827 4555
e-mail: hkggkl@um.dk
Web: www.gkhongkong.um.dk