På forbrug.dk kan du læse meget mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du driver en webshop.
Hjemmeside og E-handel
Internettet er den førende kommunikationsform for virksomheder.
Du kan her læse om, hvad en hjemmeside og webbutik indebærer. Du finder også gode råd om, hvordan du som virksomhed får størst succes på internettet.
En hjemmeside er dit ansigt udadtil. Flere virksomheder eksisterer kun på internettet og sælger udelukkende via deres hjemmeside. Andre anvender hjemmesiden som et supplement til virksomhedens øvrige kontakt og salgskanaler.
En hjemmeside indeholder en række koder, og selvom man godt kan gemme et Word-dokument som en hjemmeside, er det bestemt ikke en god løsning. Har du ikke selv erfaring med opbygning af hjemmesider, bør du alliere dig med en, der har erfaring hermed og evt. få et webbureau til at designe og oprette din hjemmeside.
Sådan gør du
Uanset om du selv vil designe og kode din hjemmeside, eller om du får et webbureau til at udføre arbejdet for dig, er der en række overvejelser, du bør overveje, inden du går i gang.
- Hvem skal læse siden og hvem er målgruppen?
- Hvad skal brugeren kunne læse, købe, deltage i debat om?
- Er der specielle behov i målgruppen fx mht. læsevenlighed eller indkøbsmulighed?
- Hvor mange klik er der fra startsiden til der, hvor brugeren kan foretage et køb, eller se den information, du vil formidle?
- Hvordan finder brugeren din sideannoncering, søgemaskiner?
- Skal domænet være .dk, .eu eller .com?
- Hvilket webhotel skal hoste din hjemmeside, er kvaliteten og tilgængeligheden i orden?
- Tjek webhotellets referenceliste og kontakt evt. andre kunder for erfaringsudveksling
- Opbygger du selv hjemmesiden fra bunden, eller skal arbejdet udføres af et webbureau?
- Hvordan søger jeg for at vedligeholde/opdatere en CMS-løsning (Content Management System) eller et program som FrontPage eller Dreamweaver?
- Opbyg et flowchart over hjemmesidens indhold.
To gode råd
Har du ikke forudgående kendskab til kodning af hjemmesider, bør du lade et webbureau oprette din hjemmeside, og bede om, at systemet kan vedligeholdes efterfølgende via en CMS-løsning.
1. Vælg en CMS-løsning
Når du vælger CMS-løsning, skal du være opmærksom på systemets muligheder. Ikke alle CMS-løsninger er fx lige velegnede til søgemaskiner, og der er stor forskel på systemernes statistikmuligheder.
2. Undgå rammer/frames i hjemmesiden
Rammer gør det måske lettere at overskue vedligeholdelse, men du skal huske på, at det er for brugerne, at du laver din side. Rammer/frames vil give dig problemer i forhold til søgemaskiner, og dine kunder vil måske ikke altid se hele din hjemmeside.
LINKS...
Der findes hundredevis af CMS-løsninger i dag, men der er hjælp at hente, når du skal vælge et:
- Computerworlds bud på gode fem open source (gratis) CMS systemer
- CMS Matrix - en sammenligning på systemernes funktionalitet (primært til avancerede brugere)
Du kan også søge efter CMS-løsninger på Google.
Et domænenavn er din adresse på internettet. Ønsker du at fremstå som en seriøs virksomhed, skal du have dit eget domænenavn på samme måde, som LEGO har adressen www.lego.dk.
For at få et domænenavn skal du registreres via et såkaldt Webhotel. Webhotellet står for tilmeldingen af dit domænenavn til DK Hostmaster, som holder styr på domæner i Danmark, der ender på .dk. For denne service betaler du et ganske beskedent beløb om året. Du oprettes ofte på Webhotellet samtidig med din registrering af domænenavn, og du kan begynde at lave din hjemmeside i løbet af få timer. Du kan dog også registrere et domænenavn uden at oprette en hjemmeside samtidig.
Sådan gør du
Gå til det Webhotel, hvor du ønsker at registrere dit domænenavn og evt. oprette din hjemmeside.
- På siden skal du finde det sted, hvor du kan kontrollere, om dit domæne er ledigt, typisk betegnes det som et "Domæne-tjek"
- Indtast det domænenavn, du ønsker, og sæt søgningen i gang. I løbet af kort tid vil du få at vide, om navnet er ledigt
- Når du har fundet et ledigt domænenavn, kan du typisk bestille det med det samme, evt. sammen med et Webhotel
- De mest effektive Webhoteller opretter dig i løbet af et par timer
- Efter registreringen sendes din ansøgning til DK Hostmaster
- Er domænet stadig ledigt, modtager du en mail med oplysninger om, hvordan du aktiverer din registrering hos DK Hostmaster
- Så mangler du kun at lave din hjemmeside.
Du kan også få et webbureau til at bestille domænenavnet og tage sig af alt det praktiske.
Gode råd til domænenavne
- Vælg et unikt navn, det skal adskille sig fra dine konkurrenters domænenavne
- Navnet skal være nemt at stave
- Navnet skal være nemt at huske
- Vælg et navn, der er nemt at udtale
- Tænk på facebook, yahoo eller twitter. Det har ét fællestræk: Navnene er korte. Eksperter anbefaler højst 20 tegn.
- Hav fremtiden i baghovedet. Passer domænet til, hvor din virksomhed er om fem år?
Når du skriver på en hjemmeside, skal teksten være meget kortere, end hvis du ville skrive på papir. Kortere tekster er lettere at læse, men skal naturligvis være informative og meningsfulde. Der findes flere gode råd til, hvordan du skriver gode og præcise tekster til din hjemmeside.
Gør din tekst kort
Du kan øge læsbarheden af din hjemmeside ved at gøre dine tekster kortere og mere præcise. Læsbarhed er ikke kun et spørgsmål om ordvalg. Tænk også på, at det er de færreste, som læser hele teksten fra ende til anden.
Tænk over følgende i udarbejdelsen af dine tekster:
- Brug korte sætninger
- Undlad overflødige ord
- Brug punktopstillinger
- Del teksten op i små afgrænsede afsnit
- Brug små overskrifter, hvor det giver mening
- Brug et sprog, som passer til modtageren, undgå for mange fremmedord
- Skriv aktivt - undgå at bruge passiv, fx " Her sælges følgende produkter!" Skriv i stedet " Her sælger vi følgende produkter"
- Kom til sagen - allerede først i en sætning.
Gode råd
Når du skriver tekster og laver layout til din hjemmeside, er der visse ting, du bør overveje og i mange tilfælde helt undgå. Dette gælder:
- Kursiv tekst (den er svær at læse på en skærm)
- Understreget tekst (mange vil tro, at det er et link som ikke virker)
- Lange sætninger (de er vanskelige at læse).
Skriv tekster, der ikke kræver vedligeholdelse
Sørg også for din tekst ikke kræver for meget vedligeholdelse eller opdatering. Skriv fx ikke: "Virksomheden er 7 år gammel", men i stedet: "Virksomheden er grundlagt i 2004".
Husk søgemaskineoptimering
Endeligt skal du være opmærksom på, om dine tekster er velegnet til søgemaskiner.
Mange virksomheder har købt via internettet, men endnu er det kun et fåtal, som selv sælger over nettet. E-handel har et stort vækstpotentiale, og vinderne er de virksomheder, der forstår at udnytte muligheder, og som kan levere varen.
Både nye og eksisterende virksomheder kan med fordel udnytte e-handel, og næsten alt kan sælges. Dit marked er ikke længere begrænset til dit lokalområde, og et eller andet sted i verden sidder netop din kunde og venter.
Det fundamentale ved salg er ens
At sælge varer eller ydelser fra en webbutik har mange lighedspunkter med salg fra en almindelig butik:
- Kan du finde personer eller virksomheder nok, der vil købe det, du sælger?
- Har du mulighed for at producere eller indkøbe din vare eller ydelse?
- Hvor meget kan du tjene på at sælge et styk vare/ydelse?
Butiks- og betalingsdel
Når du laver en webshop, vil den i princippet bestå af to hovedområder: en butiksdel og en betalingsdel.
Butiksdelen er en præsentation af dine produkter og ydelser. Hvis du i forvejen kan arbejde med hjemmesider, kan du selv udvikle præsentationsdelen. Hvis ikke, bør du kontakte et webbureau eller købe en standard webløsning.
Betalingsdelen kræver godkendelse af Nets for at kunne modtage Dankort, Visa, MasterCard m.v. Du kan også vælge systemer som PayPal, men så kan dine kunder ikke betale med Dankort.
Priser
- Søg i oversigten over Webhoteller, som tilbyder betalingssystemer, på webhostpriser.dk.
