Moderselskab stiller kaution
Du kan aftale med din kunde, at kundens solide moderselskab eller ejerne af din kundes virksomhed, skal stille kaution over for dig.
Reglerne om kaution kan variere fra land til land. Det skal du tage højde for, når kautionserklæringen skal udarbejdes, sådan at du sikrer, at erklæringen er gyldig og kan håndhæves, hvis du skulle få brug for det.
Påtager sig betalingsansvar
Kaution er kendetegnet ved, at der er en anden end din kunde, der påtager sig at indestå for, at kunden opfylder sine betalingsforpligtelser over for dig, eventuelt maksimeret til et bestemt beløb. Hvis din kunde viser sig at være ude af stand til at opfylde sine betalingsforpligtelser, kan du kræve, at kautionisten betaler i stedet.
Der findes forskellige former for kaution, og den bedste set fra din synsvinkel er en selvskyldnerkaution. Ved selvskyldnerkaution kan du nemlig rejse krav om betaling mod kautionisten, så snart sidste rettidige betalingsdag er overskredet. Du skal ikke først forgæves have forsøgt at inddrive dit tilgodehavende hos din kunde ved retsforfølgning m.v.
Hvad er kautionen værd?
Hvor meget en kaution er værd afhænger selvsagt af, hvor godt et papir kautionisten er. Det er derfor en god idé at undersøge de mulige kautionisters økonomiske forhold og så gå efter at få en kaution fra det selskab eller den person, som har den bedste betalingsevne og -vilje.
Vær opmærksom på forskellen mellem en kaution og en støtteerklæring (på engelsk: ”comfort letter”). En støtteerklæring er en erklæring, som afgives ofte af et moderselskab, og som har til formål at ”berolige” et datterselskabs kreditor – for eksempel dig som leverandør – med hensyn til datterselskabets evne og vilje til at opfylde sine forpligtelser over for kreditor.
En støtteerklæring i sin rene form er ikke bindende for den, der afgiver erklæringen, og kan dermed ikke gøres gældende over for denne.
En kaution kan altså ikke erstattes af en støtteerklæring.
Sidst opdateret: 07.02.2012
Gennemsnit (
0 stemmer)
Din stemme er registreret